Efter måneders spekulationer har Kristian Karlshøj fundet en placering til fem gylletanke, så naboer påvirkes mindst muligt.
Det kan næppe undre, at der skal opføres gylletanke til den afgassede gylle, når man opfører et stort biogasanlæg, som det er sket på Ausumgaard. Alligevel har det redet Kristian Karlshøj som en mare, hvordan placeringen skulle være.
»Inden vi byggede anlægget, havde jeg en masse naboer inde til kaffe, og de gav mig lov til at bygge. Så synes jeg, det er ekstra svært at komme tilbage senere og sige, nu vil jeg gerne bygge en gylletank tæt på dig. Det er ikke en måde at takke dem på«, siger han.
Logistik
Svært er det dog at undgå. For vælger man hjørnet af den ene mark, er det tæt på den ene nabo, og vælger man det andet hjørne, er det tæt på den anden.
»Jeg tror, jeg har været forblændet af, hvad der ville være logistisk smart. Men efter sommerferien fik jeg pludselig en idé, som tilgodeser naboerne bedre«, fortæller han.
Den nye plan er at lægge fem gylletanke på én lokalitet, hvor de ikke generer nogen. Gyllen skal så pumpes gennem rør fra biogasanlægget og ud til gylletankene, der ligger centralt på Ausumgaards jorder. Fra denne lokalistet skal den bringes ud med gylleudlæggere i 2,5 km radius. Det betyder, at kun 30 procent skal køres ud med lastbil og det giver mindre nabogener.
»Mit samlede logistikregnestykke fortæller mig, at vi reducerer transportomkostningerne. Samtidig kan vi reducere lastbiltransporters belastning af lokalområdet«, lyder Karlshøjs analyse.
Beplantning
Endelig bliver det nemmere at lave beplantning, der skjuler gylletankene, når de ligger samlet et sted.
Og der bliver et større vindue, hvor man kan køre gylle ud, fordi gylleudlæggere er lettere end tunge gyllevogne og kan køre på vådere jord.