Notat udløser ny debat om landbrugspakke

Enhedslisten kræver samråd efter offentliggørelse af notat om landbrugspakkens forhold til EU-retten.

Enhedslisten indkalder nu miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i nyt samråd om landbrugspakken, formentlig 4. maj.

Det oplyser miljøordfører Søren Egge Rasmussen, efter at ministeren i denne uge offentliggjorde et notat om landbrugspakkens forhold til EU-retten. Et notat, som forud for den politiske aftale om landbrugspakken blev oversendt til bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere denne måned fyldigt omtalt i pressen.

Bekræfter konflikt

Men selvom indholdet dermed i store træk er kendt, mener Søren Egge Rasmussen, at det giver grundlag for yderligere samråd om landbrugspakken.

»Jeg mener, notatet bekræfter, at der er en konflikt mellem landbrugspakken og det, som EU kan forventes at ville godkende. Det har statsministeren tidligt fået at vide, og jeg mener bl.a., det er interessant at få afdækket, om de øvrige partier bag aftalen om landbrugspakken har været lige så velunderrettede,« siger Søren Egge Rasmussen.

Interesse og forståelse

Ifølge notatet fulgte EU-Kommissionen arbejdet med landbrugspakken med »interesse og forståelse for Danmarks ønske om at målrette indsatsen for vandmiljøet«.

Men Kommissionen mente samtidig, at »der er tale om en svær og kompliceret øvelse, der fordrer et klart administrationsgrundlag og fokus på kontrolforanstaltninger.«

Samtidig fremgår det, at regeringen med landbrugspakkens kvælstoflempelser løber en vis risiko for at komme på kant med Vandramme- og Nitratdirektivet, hvis Kommissionen vurderer, at pakken forringer vandmiljøet.

Det vil i givet fald kunne udløse en traktatkrænkelsessag og bringe det danske landdistriktsprogram med tilhørende tilskudsordninger i fare, ligesom den danske undtagelse for kvæg risikerer ikke at blive forlænget. Men om det vil ske, kan ikke forudsiges, og Danmark har en række muligheder for at begrænse risikoen, fremgår det.

Altid en risiko

»Der vil altid være en vis risiko for, at Kommissionen ikke vil godkende det, når man laver en større ændring af et direktivreguleret område. I Landbrug & Fødevarer har vi tillid til, at regeringen kan gøre rede for, at ændringerne er i overensstemmelse med vores direktiv-forpligtelser,« siger afdelingsleder Anders Panum Jensen, Landbrug & Fødevarer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle