En række af EU's landbrugsministre taler nu åbent om, at det vil være lidt af et mirakel, hvis det skal lykkes at få en aftale om en reform af landbrugspolitikken, CAP 2013, i land til tiden, så den planmæssigt kan træde i kraft 1. januar 2014.

Både landbrugskommisær Dacian Ciolos og landbrugsminister Mette Gjerskov forsøgte ved det afsluttende pressemøde efter det uformelle landbrugsministerrådsmøde i Horsens at fastholde et indtryk af, at det nok skal nås. Men realiteterne taler deres eget sprog:

Beslutningsprocessen ved CAP 2013 kan nemlig ikke sammenlignes med tidligere reformer af landbrugspolitikken: Ved sidste reform var der 15 lande, der skulle blive enige. Denne gang er der 27.

Ved tidligere reformer har kun to af EU’s institutioner, Kommission og Ministerråd, skullet indgå aftale. Nu er Europa-Parlamentet ligestillet i beslutningsprocessen. Og den italienske formand for parlamentets landbrugsudvalg, Paolo de Castro, har allerede varslet mere end 100 ændringsforslag i det udkast til holdningspapir, som parlamentet offentliggør 18. juni.

Endelig er både Kommission, Ministerråd og Parlament enige om, at ingen afgørende beslutninger om reformen kan træffes, før resultatet af EU's overordnede budgetforhandlinger foreligger.

Det sker - og kun hvis alt går vel - inden udgangen af 2012.

I Landbrug & Fødevarer ser man dog ikke de store problemer i en forsinkelse af reformen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle