Nye kvalitetskrav skal fremme biprodukter i fordringen

Flere landmænd er tilbageholdende med at fodre med biprodukter på grund af usikkerhed om kvalitet, leverance og pris. Nyt forsøg skal definere standarder for fodring med og kvalitet af biprodukter.

Med definerede kvalitetskrav kunne biprodukter være en fast del af menuen til langt flere malkekøer, end det er tilfældet i dag.

Det vurderer Jakob Sehested, lektor ved Institut for Husdyrvidenskab, som står bag et nyt forsøg, hvis mål er at sætte en standard for kvaliteten af biprodukter.

»Forsøgets mål er at sætte en standard for, hvilken kvalitet landmanden kan forvente af biprodukterne,« forklarer Jakob Sehested om det netop igangsatte forsøg, som Aarhus Universitet, Mælkeafgiftsfonden, DLG, Arla, Agrotech og Videncentret for Landbrug, Kvæg, står bag.

»Vi vil starte med at indsamle den nyeste viden om aktuelle biprodukter og den forventede markedsudvikling, som vi ser på området,« siger Jakob Sehested.

Prismæssigt attraktive

Han forventer, at biprodukter kan udgøre en væsentlig del af foderplanen for danske køer i fremtiden.

»Det stigende fokus på produktion af bioenergi og raffinering af biomasse vil efterlade store mængder restprodukt. I flere tilfælde vil det være anvendeligt til fodring af blandt andet køer,« siger Jakob Sehested.

Den stigende mængde af restprodukter vil holde prisen på et leje, hvor det udgør et attraktivt alternativ til de traditionelle fodermidler, som mælkeproducenter indkøber.

Forsøget vil derfor også omhandle en række praksisforsøg med fodring af biprodukter, hvor målet er at finde den øvre grænse for tildeling af biprodukter.

Flere biprodukter - mere mælk

Køerne på Kvægbrugets Forsøgscenter i Foulum vil som et led i forsøget blive fodret med biprodukter i forskellige mængder.

»En høj mælkeproduktion er helt afgørende, og derfor vil vi i forsøget finde niveauet for optimal fodring med biprodukter, uden at det giver afsmag i mælken eller sundhedsmæssige problemer for koen,« forklarer Jakob Sehested.

Hvis prisbillige biprodukter kan indgå med en større andel af foderrationen, vil mælkeproduktionen og indtjeningen kunne øges, vurderer han.

»Hvis biproduktet er billigere end traditionelle indkøbte fodermidler, er det økonomisk interessant at øge foderniveauet, og dermed opnå en højere mælkemængde. Det vil give en forøget indtjening til mælkeproducenten,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle