Nykælverne kommer godt i gang med fasefodring

Nyt koncept for goldkofodring fik bugt med mange års problemer hos Lars Rasmussen.

Vanskelige fødsler. Døde kalve. Mælkefeber. Ketose. Vi har haft alverdens problemer omkring kælvning og i starten af laktationen i alle de 30 år, vi har været her på ejendommen. I nogle perioder har det været værre end i andre, men helt fri har vi aldrig været. Før nu«, siger Lars Rasmussen med et smil.

For i de seneste tre måneder har der ingen behandlinger været af ketose-køer på bedriften med 200 årskøer et godt stenkast fra Limfjorden nordvest for Skive. Andelen af dødfødte kalve er faldet markant, og mælkefeber er nu noget, der kun en sjælden gang rammer en ældre holsteinko.

Forklaringen er fasefodring af goldkøerne, hvor de deles i to hold, der fodres vidt forskelligt. Et hold af nygoldede køer i de første ca. tre uger efter goldning kaldes far-off-holdet, og det lever af en halmrig kvieblandig.

Tre uger før forventet kælvning skifter de til close-up-holdet. I Close-up-fasen handler det om ’at klæde koen på’ til at malke med en mere energirig og afbalanceret blanding med få komponenter og uden sorteringsmulighed.

»Vi kan se, at goldkøerne har en god appetit, når de skifter fra far-off til close-up, og den appetit beholder de. De er noget mere tilpas, når de kælver og kommer bedre i gang med at malke«, forklarer Lars Rasmussen.

Foder i wrapballer

Idéen kom til Lars Rasmussen med Niels Bastian Kristensen, specialkonsulent hos Seges, som et helt nyt koncept for goldkofodring, der slår to fluer med ét smæk.

Fasefodringen bremser nemlig mælkeproduktionen effektivt straks efter goldning og forbereder derefter koen på laktationsopstarten de sidste tre uger før kælvning.

Niels Bastian lytter til Lars Rasmussen og sønnen Emil, som fra 1. marts indgår et I/S sammen, gerne til, fordi bedriften var den første til at prøve kompakt fuldfoder. Det gav tre kg ekstra mælk pr. ko om dagen i løbet af kort tid.

En vigtig del af goldkokonceptet er, at der blandes hele læs, som derefter via en kompaktor presses i rundballer og wrappes. De har lang holdbarhed, er meget kompakte og vejer ca. 1.000 kg stykket, svarende til godt 30 ko-rationer hos Lars Rasmussen.

»Vi har gjort det to gange nu, og der går selvfølgelig noget tid med at lave selve blandingen, men derefter går fodringen nemt. Når vi laver et helt læs goldkofoder, har vi meget større blandesikkerhed«, forklarer han.

Givet godt ud

Han ser ballerne til 130 kroner stykket i presse- og pakkeomkostninger som den ideelle løsning om sommeren samt generelt i små og mellemstore besætninger. Dog gik der alkoholgæring i det sidste parti goldkofoder, som derfor bruges i moderate mænger til kvierne, mens der i stedet blandes frisk foder til close-up-goldkøerne hver tredje dag efter rundballe-opskriften.

»Det tager lidt tid, men det gør det jo også, hvis du døjer med nykælverne. Kan du blive fri for den tummel, er 15-20 minutters ekstra blandearbejde givet godt ud«, som Lars Rasmussen formulerer det.

Gæringsproblemet er Niels Bastian Kristensen ved at løse.

Goldkofodring

Hør mere om det nye goldko-koncept tirsdag klokken 13.15.

Faktaboks

Goldkofodringen hos Lars Rasmussen:

  • Efter en brat goldning på halm fodres der med halmrig kvieblanding i de første ca. tre uger.
  • Tre uger før forventet kælvning skiftes til close-up-blandingen, som ser sådan ud i kilo pr. ko pr. dag: 18,5 majs, 3,24 vårbyghalm, 0,04 fodersalt, 10 vand, 3,51 rapskage og 0,13 gode goldko-mineraler.
  • Kvierne fodres med halvt kofoder og halvt close-up-blanding i de sidste tre uger før forventet kælvning.
  • Pris for komprimering og wrapning: Ca. 130 kr. pr. balle.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle