Nyt design flytter træpilleovnen ind i stuen

Heta Scan-Line Green 200 matcher brændeovnen med stor glasrude og smukt flammebillede

Træpilleovne er ikke længere noget, man behøver at gemme væk i udhuset. Nu kan man vælge en træpille-ovn med samme flotte design og flammebillede som en brændeovn. Det skriver Heta i en pressemeddelelse.

»Danskerne har forlængst set fordelene ved træpiller, men ovnene har ikke haft det udséende eller givet den oplevelse, mange ønsker sig i stuen,« siger Carsten Bach fra Heta.

Med serien Scan-Line Green 200 mener han, at man får en træpilleovn, der matcher alle former for indretning. Stål, fedtsten, sandsten og 42 forskellige keramikfarver.

Ovnen har såkaldt Clean Burn-teknologi. Det sikrer en udnyttelsesgrad på 97 procent.

Magasinet har plads til 21 kg træpiller ad gangen, så man kan genfylde med en hel 15 kg pose uden pladsproblemer. Det er let at tænde og slukke, og varmen kan reguleres op og ned med fjernbetjeningen eller ved at bruge touch-displayet på ovnen.

Scan-Line Green 200 yder, i kraft af et særligt konvektions-element med udblæsning af varm luft, fra 3,5 kW op til 9,0 kW. Det er varmekapacitet nok til 180 kvadratmeter bolig og i nogle tilfælde mere, hvis huset er isoleret efter de nyeste energikrav. Ovnen er forberedt til varmefordeling i flere rum med Hetas Hot Air Supply-system, der også kan kobles på et genvex-anlæg.

Endelig er det muligt at købe et SMS-modul, så varmen kan tændes, slukkes og reguleres fra mobilen.

Priserne starter fra 23.000 kr., og ovnene er i handlen fra 2. april.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle