På tre uger: Oksekød falder 70 øre pr. kg

Himmerlandskød A/S og Danish Crown satte i denne uge noteringerne ned for okse- og kalvekød.

Leverandørerne af slagtekvæg måtte i denne uge igen acceptere, at noteringen er under pres pga. coronarestriktionerne såvel herhjemme som i store dele af Europa, hvortil danske slagterier eksporterer kød.

Tirsdag meldte Danish Crown om noteringsnedsættelser, og torsdag fulgte Himmerlandskød A/S trop. For begge slagterier gælder, at det er de ældre kvier, stude og køer, der må holde for med en nedsættelse af noteringen på 40 øre pr. kg. Kalvekødet nedjusteres med 20 øre pr. kg.

Grundet en god afsætning af hakkekød forsøger Danish Crown at kompensere ved at reducere fedmefradraget fra -150 øre pr. kg til -130 øre pr. kg.

Ramt af restriktioner

For Himmerlandskød bød ugen på nye restriktioner på dem af koncernes anlæg, som er beliggende i Vesthimmerlands Kommune. Her er alle medarbejdere, som ikke varetager en kritisk jobfunktion, sendt hjem med arbejdet under armen.

Udfordringerne til trods melder slagteriet, at det kunne slagte 2.500 dyr på sine tre anlæg.

70 øre væk på tre uger

Ugens nedsættelser af noteringen er den anden på tre uger. I uge 44 nedsatte Himmerlandskød noteringen med 30 øre pr. kg for samtlige kategorier. Danish Crown nedjusterede i samme uge sine kategorier med 30 øre pr. kg for dansk kalv og 20 øre pr. kg for de øvrige kategorier.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle