Pas på giftige gasser i oppustet ensilage

Vær forsigtig med at udlufte oppustede ensilagestakke. Gasserne er giftige.

Velkonserveret ensilage med et hurtigt pH-fald er det ypperste mål for ensileringen, men under en vellykket ensilering udvikles nitrøse gasser, og de er yderst giftige.

Derfor skal man være varsom, hvis man lufter ensilagestakken ud, lyder rådet samstemmende fra kvægrådgiver Anna-Sofie Kjærsgaard, Vestjysk Landboforening, og specialkonsulent Rudolf Thøgersen, VFL, Kvæg.

De nitrøse gasser dannes af nitrogenoxid ud fra nitrat i ensilagen, og dannelsen kan ske i både græs- og majsensilage. Indholdet af nitrat påvirkes også af kvælstofgødskningen, hvor en stærk kvælstofgødskning giver mere nitrat. Nitrat kan endvidere ophobes i tørkestressede afgrøder.

Lugt af klorin

Selve gassen nitrogenoxid er farveløs og lugtfri, men så snart den kommer i kontakt med luftens ilt, ændrer den udseende og lugt.

»Omdannelsen til nitrogendioxid gør gassen brungullig, og så lugter den af klorin. Den er ekstremt giftig,« påpeger Rudolf Thøgersen.

Hvis gassen indåndes, vil den med lungernes fugt omdannes til salpetersyre, som giver en kraftig ætsning af lungevævet.

Luft kun ud om nødvendigt

»Man bør kun lufte gassen ud, hvis der er risiko for, at plastikken springer. Og man skal huske på, at gas er tungere end luft, så den kan ophobes i lavereliggende områder eller staldafsnit,« råder Anne-Sofie Kjærsgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle