Politikere, stop vores efter-afgrødebøvl

SLF og KHL gav politikere en løsning på efterafgrøde-problemer.

Missionen var klar, da repræsentanter fra Sønderjysk Landboforening og Kolding Herred Landboforening onsdag var en tur på Christiansborg.

Her havde de en aftale med Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at forklare de store udfordringer, der er fulgt med de heftige efterafgrødekrav.

I deres oplæg fokuserede de på fire punkter, forklarer planteavler Preben Bramming, der var med:

»Der skal være valgfri efterafgrøder. Om det er vinterbyg, vinterhvede, raps, græs eller olieræddiker er det samme, bare markerne er 100 pct. grønne«, forklarer han og fortsætter:

»Derudover skal datotyranniet ud, og det gode landmandskab ind. Vi ønsker satellitkontrol, så man fokuserer på at måle biomasse på markerne, og til sidst vil vi gerne have, at politikerne i udvalget har indsigt i det, vi arbejder med«.

Ny model

De udsendte havde dog ikke kun kritik med til politikerne. De havde også en løsning med i toget til København, forklarer planteformand i SLF, Søren Laustsen.

»Vi vil gerne slå et slag for at gå over til en biomassemodel. Det vil sige, at man på bedriften bliver målt på, hvor meget plantemasse der er på markerne i sidste halvdel af oktober. Som landmand er man så forpligtet til at have noget biomasse, men man kan selv bestemme, om det er raps, frøgræs eller vintersæd«, siger han.

Lige nu kører der en række pilotprojekter med modellen, hvor Landbrugsstyrelsen er med inde over.

Idéen er, at styrelsen kan bruge samme satellitkontrol, som når de kontrollerer, om aktivitetskravet er overholdt.

Mest blå interesse

Ved foretrædet oplevede de mest interesse fra den blå side af Folketinget.

Især Hans Christian Schmidt (V) og Erling Bonnesen (V) stillede spørgsmål, mens der var stille fra Socialdemokratiet, hvoraf ingen var mødt fysisk op til mødet, der dog også blev sendt på videolink.

»Vi håber, de fulgte med, for ellers er det ærgerligt, at de ikke får den her viden og input ude fra landet«, siger Poul Christensen, næstformand i KHL.

»Men det bliver i hvert fald sendt videre til ministeren, som nu skal tage stilling til de ting, som vi har fremlagt. Vi ser helt klart en spændende fremtid for biomassemodellen«.

Faktaboks

Om forsøg med biomassemodellen

  • I november 2019 satte Miljø- og Fødevareministeriet og Landbrug & Fødevarer gang i et pilotprojekt, hvor man vil undersøge, hvad effekterne bliver af at erstatte de nuværende krav til afgrødekrav med et krav om biomasse.
  • Projektet skal vise, om et biomassekrav kan samle overskydende kvælstof op samt give større fleksibilitet og flere valgmuligheder til landmændene.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle