Rationel og nytænkende

Man kan gøre meget for en lille indsats, mener Erik Borup, der ikke er bange for at udvikle og afprøve ny teknologi til at sænke kemiforbruget.

»Sikke et scoop.«

Overraskelsen lyser ud af teknikrådgiver Hans Thostrup under besøget hos den femte deltager i Årets Sprøjteførerkonkurrence, Erik Borup, der er driftsleder på Ryegaard Land- og Skovbrug mellem Holbæk og Roskilde. Bedriften er på 688 hektar planteavl og drives primært pløjefrit med vinterhvede, vinterraps, rajgræs til frø, rug, havre, vårhvede, vårbyg og vårraps på JB 4-5-jord. Plus pasningsaftaler.

Hans Thostrups begejstring skyldes synet af en spritny maskine i maskinhuset - et sidestykke til Kongskildes trestjernede nyhed på kommende Agromek, men et andet mærke og mere avanceret.

»Sørme om han ikke præsenterede os for en nyudviklet, kamerastyret rækkerenser fra Gaspardo - med automatisk gps-styret løft af hver rensesektion, så alle kiler også renses. Og med to cms præcision. Gaspardos udgave styres af luft, mens Kongskildes styres af hydraulik,« fortæller Hans Thostrup imponeret.

Erik Borup har selv været med til at udvikle vidunderet, som også har indbygget gps-styret båndsprøjte (10 cm), sammen med Scan-Agro.

Pletsprøjtning sektionsvis

Flytter man noget af udstyret over på sprøjten, kan man pletsprøjte sektionsvis (tre meter) i stedet for i hele bommens bredde - via et gps-baseret doseringskort. Med et andet middel end tankblandingen og hurtigt lukke op og i

»Jeg forventer mig rigtig meget af vores nye teknologi, som kan spare mere kemi - til gavn for både miljø og pengepung,« siger han stolt.

Selvom nyudviklede maskiner er spændende, gør de ikke en god sprøjtefører alene. Så Hans Thostrup gik Erik Borup på klingen om teknik og kemi. Men der var ikke meget at komme efter.

Styr på værnemidler og dyser

»Jeg må sige, at han er en meget dygtig sprøjtefører, der virkelig har styr på tingene. Og også prioriterer et sundt sædskifte og sortsvalg højt. Han er meget vidende om både sprøjtning, teknik, kemi, skadegørere, og hvordan de bedst bekæmpes. Og har en rigtig god paratviden. Men er samtidig også en dygtig driftsleder, der sørger for at lære sine fire medarbejdere godt op til god og omhyggelig sprøjtepraksis,« lyder det. Han fremhæver især det høje niveau omkring værnemidler for alle ansatte.

»Der er tjek på værnemidlerne og systematisk orden, så alle ved, hvor hver ting kan findes. Og skemaet, der viser hvilke værnemidler der skal bruges til hvilke kemikalier, ligger altid tilgængelig i traktoren,« siger Hans Thostrup.

Endnu fyldes kemi stadig på i marken, men en fyldeplads er på vej, fortæller Erik Borup.

»Vi venter lige på det sidste fra kommunen, så går vi i gang med at støbe 220 kvm her i vinter. Samtidig får vi også en 40 fods isoleret container til kemirum ved siden af fyldepladsen, for at det er så rationelt som muligt. Det løber alt i alt op i en kvart mio.«

Bedriftens sprøjte er en Amazone UX 6200 med 36 meter bom. Erik Borup ville helst have en Hardi Twin, men bommen var for klein til de mange bakker. Dyserne er 025 Hypro GuardianAir, hvor væsken sprøjtes ud i 10 grader. De vender skiftevis hver sin vej.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle