Regeringen må tage ansvar for 1900-tals koks

Af Martin Merrild, formand, Landbrug & Fødevarer

Som erhverv løber vi jævnligt ind i regler og reguleringer som måske giver mening på et skrivebord i Miljøministeriet, men slet ikke i virkeligheden.

Det er dog alligevel sjældent, at vi oplever en sag så grotesk som beslutningen om at opgive at bruge år 1900 som reference for den gode miljøtilstand, der skal stræbes efter.

Vi fik efter mange års indsats bekræftet, at der var langt større udledning af kvælstof i år 1900, end forskerne fra Aarhus Universitet oprindeligt mente. I stedet for at justere modellerne til virkeligheden, besluttede universitetet at droppe år 1900 som referenceår. Da virkeligheden trumfede modellen, så valgte man en ny virkelighed.

Desværre ser det på baggrund af et nyligt samråd ikke ud til, at regeringen vil gå ind og tage ansvaret på sig i forhold til at rette den åbenlyse skævhed. Det er svært at forstå, at en ansvarlig regering ikke griber ind, når den præsenteres for et stykke arbejde og en anbefaling, som slet ikke hænger sammen. Det er for billigt at sige, at man ingen politiske aktier har i sagen. Det kan ikke være rigtigt, at en succeshistorie om, at vi er tættere på at nå miljømålene, uden videre kan fejes af brættet, og jeg glæder mig over, at der i oppositionen er forståelse for vores frustration over, at spillereglerne ændres midt i spillet.

Vi kommer selvsagt til at forfølge denne sag både fagligt og politisk – det samme gælder for øvrigt de andre fejl i kvælstofreguleringen, som vi har kaldt De 7 synder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle