RYK returnerer to millioner kr. til landmænd

Lavere omkostninger og flere indtægter får RYK til at sende penge tilbage til brugerne.

600 kroner til hver mælkeproducent.

Så meget sender ydelseskontrollen nu tilbage til dem, der har brugt RYK det seneste år. I alt drejer det sig om to millioner kroner, som RYK returnerer til mælkeproducenterne i form af rabat på regningen på ydelseskontrollen i fjerde kvartal af 2012.

Det er lavere omkostninger til lønninger og til det tekniske udstyr, der gør det muligt at give den ekstraordinære rabat.

Dertil kommer en uventet fortjeneste på salg eksportstamtavler.

»Rabatten er et meget lille beløb i en mælkeproducents omsætning, men signalværdien er vigtig for os,« begrunder formand for RYK Jens Christian Mathiasen rabatten til landmændene.

Nye produkter på vej

Samtidig med rabatten på ydelseskontrollen er RYK på vej med to nye initiativer.

Først en drægtighedskontrol via mælkeprøven. Det vil især være en fordel i store besætninger. Systemet testes i øjeblikket, og testen udvides til store skala i første halvår af 2013, inden systemet markedsføres.

Prisen bliver 16 kr. pr. prøve, og testen virker fra 35 dage efter inseminering. RYK vil hen over foråret informere om de nærmere faglige detaljer omkring produktet.

RYK arbejder også på prøver, der kan afsløre subklinisk ketose - en lidelse, der kan være svær at diagnosticere.

Analysemetoden testes i øjeblikket i en række nordjyske besætninger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle