Sådan rammer de strammere gylleregler

Når den tekniske værdi af gyllen sættes op, kan landmanden bruge mindre handelsgødning.

Når man hæver kravene til udnyttelsesprocenten i husdyrgødning, giver det landmænd - især på kort sigt - mindre mulighed for at bruge handelsgødning.

Sådan forklarer viceområdedirektør i Landbrug & Fødevarer Anders Panum groft sagt de stramninger, som regeringen præsenterede i slutningen af sidste uge.

Der er nemlig tale om en teknisk ændring i gødningsregnskabet, hvor det f.eks. for svinegylle fra 1. august gælder, at 80 pct. af kvælstoffet bliver optaget i planterne mod 75 pct. nu.

Da mange topper op til kvoten for forskellige afgrøder med handelsgødning, bliver der med ændringen mindre handelsgødning til rådighed.

Kort varsel

Ifølge Anders Panum er der tale om en urimelig stramning, fordi Seges vurderer, at de nuværende udnyttelsesprocenter i gennemsnit er retvisende.

Han konstaterer, at selv om regeringen hæver udnyttelsesprocenten på papiret, bliver der ikke nødvendigvis udnyttet mere kvælstof ude i virkeligheden.

»Der er nogen, der har allerede har svært ved at leve op til de 75 pct., som er satsen for svinegylle i dag. De er så allerede bagude på kvælstof og får det sværere. Virkeligheden følger ikke, hvad der står i en bekendtgørelse«, siger Anders Panum.

Hvad kan man gøre for at øge udnyttelsen i gødningen?

»Der findes forskellige teknologier som forsuring, udbringningsteknikker, præcisionsgødskning osv., men det er der ingen landmænd, der kan gøre på en måned«, siger Anders Panum og tilføjer:

»For økologerne bliver det ekstra hårdt, for de har ikke adgang til f.eks. forsuring«.

Udgift er ’helt i hegnet’

Med teknologierne kan landbruget på længere sigt nedbringe omkostningerne ved det nye indgreb, forklarer Anders Panum.

Han undrer sig dog gevaldigt over Miljø- og Fødevareministeriets udregning af omkostningerne for erhvervet.

De lyder på i alt 18 mio. kr., mens Seges har regnet sig frem til et tab på over 100 mio. kr.

»De 18 mio. kr. er helt i hegnet. Som jeg forstår det, har ministeriet regnet ud fra en tænkt situation, hvor vi ikke har målrettet regulering og efterafgrødekrav, men det har vi jo. Så det kan vi overhovedet ikke genkende«.

Nye stramninger er OK

Mens de nye regler træder i kraft til august, er nye opstramninger på vej i 2021.

Det drejer sig om et forbud mod at bruge handelsgødning i efteråret, ligesom udbringning af fast husdyrgødning skubbes fra efterår til vinter.

De konkrete modeller for disse tiltag er ikke offentliggjort endnu, men tiltagene bekymrer indtil videre ikke Anders Panum.

»At flytte udbringning fra efterår til vinter kan give god mening i forhold til at reducere udvaskning og vil ikke samlet set være negativt for erhvervet«, siger han og fortsætter:

»Og med hensyn til at forbyde handelsgødning forstår vi det sådan, at det ikke skal gælde afgrøder, der har brug for handelsgødning i efteråret, herunder raps. Det ligner mere symbollovgivning end noget andet«.

Faktaboks

Her er de nye krav:

  • Træder i kraft 1. august 2020.
  • Udnyttelseskravet for husdyrgødning hæves.
  • Humusjorder (JB 11) får særskilt gødningsnorm.

Træder i kraft tidligst 2021:

  • Forbud mod at benytte handelsgødning om efteråret.
  • Udbringning af fast husdyrgødning skubbes fra efterår til vinter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle