Smid silo-tænkerne på porten

En succesfuld leder forfremmer de talenter, som kan forenkle en virksomhed.

De bedste medarbejdere i en virksomhed er dem, som kan forenkle og rationalisere arbejdsgangene. De skal forfremmes.

Sådan lød adm. direktør hos SE, Niels Duedahls råd til de fremmødte kvægbrugere på Jysk Kvægdag i Esbjerg.

Duedahl, som blev kåret som årets leder i 2013, er direktør for 1.200 medarbejdere i energi- og televirksomheden SE. Og så hader han bogstavelig talt silo-tænkere.

»De medarbejdere, som kun tænker i at sende flest mulige opgaver og regninger videre internt i firmaet, er gift for en virksomheds udvikling. De skal på porten hurtigst muligt,« lød det bramfrit fra Niels Duedahl.

Han er tidligere citeret for at mene, at der er for meget intellektuel onani i erhvervslivet.

»Det er ikke længere prestigefyldt at sige, at man udfører et job, som gør alle andres hverdag en smule enklere og rationel. Men grundliggende er det vejen til sund udvikling af en virksomhed, at det hele bliver mere enkelt,« mener Niels Duedahl.

Og netop derfor skal man synligt påskønne de medarbejdere, som arbejder for hele virksomheden og som arbejder med enkelhed som mål.

»Disse medarbejdere skal man forfremme. Uanset om man er i energi- og televirksomhed som SE, eller man ejer et landbrug,« sagde Niels Duedahl.

Man skal kunne slå sig

Forfremmelser og fyringer skal indgå som et væsentligt kapitel i lederes drejebog. Især i en tid, hvor forandringer er påkrævet af almindelige virksomheder og landbrug.

»Virkeligheden er, at verden kan ændre sig meget hurtigt. Det har I senest oplevet med Ruslands-krisen, og sådan bliver fremtiden også,« vurderede Niels Duedahl.

En virksomhed i forandring har brug for en synlig leder, som viser vejen mod de nye mål, men den har også brug for ansatte som ved, at de kan slå sig ved ikke at følge efter.

»Man skal vide, at man kan blive fyret for ikke at følge sin leder. Lige så vel som man kan blive forfremmet ved at efterleve lederens mål og visioner. Det skal stå klart for de ansatte, at der er noget på spil,« sagde Niels Duedahl.

At målene skal være synlige og målstyringen stram og overskuelig, giver ifølge Niels Duedahl sig selv for en moderne leder.

De definerede leveregler

Lige så vigtigt det er at sætte synlige mål, lige så vigtigt er det også at virksomheden har et sæt leveregler.

»Levereglerne definerer virksomheden og dens ansatte,« mener Niels Duedahl.

Blandt levereglerne hos SE er, at det altid skal være sjovt at gå på arbejde, at man skal tage ansvar for hele virksomheden, og at enhver medarbejder skal turde fejle og indrømme det.

Sig tingene lige ud

Ærlighed har en central plads i levereglerne hos SE. Det samme gør sig gældende for ansvar.

»Vi arbejder meget med at uddelegere ansvar, for det motiverer folk at arbejde mod noget. Samtidig stilles de selvsamme folk på mål for resultaterne. Og det gælder om at være ærlig - ellers er der ingen udvikling,« mener Niels Duedahl.

Faktaboks

Jysk Kvægdag

  • Arrangement med fokus på et kvægbrug i forandring
  • Gæstetaler: Niels Duedahl, adm. direktør hos SE
  • Afholdt af Jysk Landbrugsrådgivning

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle