Spar 2.000 kr. pr. koplads med tre-rækket stald

Der er 2.000 kroner at spare pr. koplads ved at vælge en tre-rækket sengestald frem for en to-rækket, viser ny FarmTest.

Tre rækker sengebåse frem for to rækker, faste gulve frem for spaltegulve og sengekummer frem for støbte sengebåse er nogle af de valg, som kan gøre et kvægbyggeri billigere.

Det er blandt konklusionerne i en FarmTest, som udkommer i dag, fredag.

Formålet med FarmTesten var at finde ud af, om det kan lade sig gøre at bygge kostalde for mindre end 35.000 kroner pr. koplads.

Og med et interval på byggepriser fra 24.000 til ca. 33.000 kroner pr. ko er det bestemt muligt, konkluderer forfatterne Rasmus Kjelsmark Nielsen og Peter S. Kristiansen, begge Byggeri og Teknik I/S.

Flere køer pr. kvadratmeter

De største besparelser kan opnås ved at bygge en trerækket sengestald frem for en torækket, og så skal foderbordet være udvendigt frem for indvendigt.

Alene ved at vælge tre frem for to rækker senge er der en beregnet besparelse på 2.000 kr. pr. ko i en stald til 340 køer og 1.200 kr. pr. ko i en stald til 640 køer.

For hver ko kan der spares 0,5 kvm staldplads ved at vælge tre frem for to rækker sengebåse.

Vælges der udvendigt foderbord, kan der spares 1.700 kroner pr. ko i stalden til 340 køer og 2.100 kroner pr. ko i stalden til 640 køer.

Et udvendigt foderbord sparer 1,8 kvm pr. ko i forhold til et foderbord i stalden.

Større stalde er billigst

En besparelse på byggeriet kan også opnås ved at bygge til flere køer.

I FarmTesten er det beregnet, at der kan spares 2.900 kr. pr. ko ved at bygge til 640 frem for 340 køer.

En større stald bør dog ikke være markant bedre, da det også er fundet, at stalde bredere end 36 meter er dyrere at bygge end smallere stalde.

En lavere benhøjde og 4,5 meter spærafstand i stedet for 4,2 meter kan også medvirke til en sænkelse af byggeomkostningerne.

Billigere med swingover

Byggebesparelser kan også opnås ved at vælge et swingover malkeanlæg i stedet for en side-by-side malkestald.

I FarmTesten er besparelsen opgjort til 73.000 kroner i alt ved et byggeri til 340 køer og 190.000 kroner ved et byggeri til 640 køer.

Læs hele farmtesten

Du kan finde FarmTesten på landbrugsinfo.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle