Stor eksport afgørende for dansk rapsproduktion

Der forarbejdes cirka 750.000 ton raps i Danmark årligt. Produktionen er dybt afhængig af en stor eksport.

I Danmark er der tre store aftagere af raps: Danish Agro, DLG og Emmelev A/S.

De tre firmaer har en samlet kapacitet til at forarbejde cirka 750.000 ton raps årligt ud af EUs samlede årlige produktion på 22 mio. ton raps.

Selvom de tre firmaer forarbejder og afsætter rapsen på forskellige måder, er de alle afhængige af den øgede efterspørgsel, som produktionen af biodiesel giver på raps.

Producerer biodiesel

Emmelev A/S på Nordfyn er den eneste virksomhed i Danmark, som producerer biodiesel fra raps.

»Produktionen af biodiesel er vores vigtigste forretningsområde. Vi afsætter en stor del af biodieselen til raffinaderiet i Fredericia, hvor det blandes i fossilt dieselolie,« siger Michael Trolle, fra Emmelev A/S.

Han tilføjer, at Emmelev A/S foretrækker dansk raps, da det danske raps er produceret ved en lavere CO2-udledning end for eksempel tysk raps. Samtidig har han det godt med at støtte danske landmænd, men handlen med raps er som alt andet underlagt fuld konkurrence.

Vigtig proteinkilde

Danish Agro ejer sammen med DLF Scanola.

»Vi forarbejder knap 300.000 ton raps årligt på Scanola på Århus havn. Alt rapsen presses. Olien afsættes til produktion af biodiesel hos skandinaviske kunder. Ved presningen får vi rapskager, som også indeholder lidt olie, men som især bruges som proteinkilde i kvægfoder,« siger Henrik Thurøe, CEO hos Scanola.

Han tilføjer, at biodiesel kan laves af mange forskellige planteolier, men en reduktion af produktionen af biodiesel i EU vil mindske efterspørgslen efter planteolie og dermed sænke prisen på bl.a. raps. Han mener samtidig, at en lavere pris på planteolier vil føre til en højere pris på proteindelen. Globalt er behovet for protein til den animalske produktion kraftigt stigende. En nedgang i EUs produktion af proteinfoder vil derfor skulle erstattes af importeret sojaskrå fra bl.a. Sydamerika eller solsikkeskrå fra Ukraine og Rusland.

Stor eksport til Tyskland

DLG forarbejder cirka 220.000 ton raps årligt og eksporterer varierende mængder raps til havnene i Kiel og Hamborg.

»Vi forarbejder cirka 200.000 ton raps årligt på DLG Food Oil i Dronninglund. Derudover koldpresser vi cirka 20.000 ton raps på vores anlæg i Bandholm på Lolland,« siger Christian Dam Olesen, rapshandler hos DLG.

Den koldpressede madolie sælges på flasker, mens olien fra anlægget i Dronninglund primært afsættes til fødevareproduktion i Skandinavien.

»Som et landmandsejet andelsselskab, er vi interesseret i en så høj efterspørgsel på rapsolie, rapskage og rapsskrå som muligt. Og da prisen på dansk raps er tæt korreleret til prisen på raps i resten af Europa, har det stor betydning, hvor meget biodiesel EU beslutter, der skal iblandes den fossile dieselolie i fremtiden,« siger Christian Dam Olesen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle