Stor sojahøst giver ikke lavere priser

Der høstes sojabønner på fuld tryk i Sydamerika – anført af Brasilien. Hverken vejret eller den seneste USDA-rapport sætter spørgsmålstegn ved udsigten til en rekordstor høst.

Alligevel har sojaprisen haft svært ved at falde. Tværtimod blev den ramt af stigninger for et par uger siden, fordi brasilianske vognmænd strejkede og blokerede store dele af vejnettet. De nyhøstede sojabønner kunne ikke komme ud til eksporthavene, og mejetærskerne begyndte at mangle dieselolie. Problemerne er løst nu men satte en streg under, hvor sårbar sojaprisen er, selvom der grundlæggende er soja nok.

Jeg vil gerne igen advare mod at tro, at den rekordstore sojaforsyning, som den sydamerikanske høst udløser, er garanti for lavere priser. Prisdannelsen afhænger også af andre faktorer, som ikke nødvendigvis vil tillade et prisfald, som forsyningsgraden isoleret set burde udløse.

Her skal blot nævnes, at det stadigvæk er et åbent spørgsmål, om den sydamerikanske transportsektor kan håndtere den enorme høst i tilfredsstillende tempo. Vil det kommende sojaareal i USA falde, som prognoseren tyder på i øjeblikket? Vil vejret i den kommende vækstsæson i USA for 3. år i træk give afgrøderne medvind eller ..? Endelig er det vigtigt at understrege, at den kraftigt stigende dollarkurs er en alvorlig bremseklods for prisfald på det fysiske danske marked.

I KornBasens Købsstrategi har vi taget konsekvensen af ovenstående usikkerhedsmomenter og anbefalede i slutningen af februar et risikospredende sojakøb, således at man er 100 pct. afdækket frem til 1. maj og 50 pct. afdækket frem til november. Den anbefaling er fortsat gældende.

Rapsmarkedet

Rapsprisen på Matif – og dermed det fysiske danske marked – har i lang tid fastholdt den stigende pristrend, og faktum er, at vi nu skal tilbage til maj 2014 for et finde et prisniveau, som er højere end det nuværende.

Selv når sojaen har haft en periode med prisfald, har rapsen stort set kørt sit eget opadgående forløb – ikke mindst støttet af den meget høje dollarkurs, som fordyrer importen af rapssubstitutter. Det støtter også prisen, at der er udsigt til en faldende europæisk rapsproduktion som følge af et lavere areal og betydelige angreb af skadedyr i efteråret i de tyske og engelske rapsmarker. Vi anbefaler fortsat, at man venter med salg af raps, ny høst.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle