Sukker-smag får køer til at æde mere

Per Østergaards køer æder mere på marken, fordi græsset smager af sukker.

Per Østergaard, Hjørring, har det erklærede mål, at hans 80 køer skal optage mest mulig græs, når de er ude om sommeren.

Derfor eksperimenterer han løbende med forskellige græsblandinger for at finde den blanding, som køerne bedst kan lide.

»Bedømt ud fra sidste års afgræsningssæson, så er køerne vilde med blandingen fra DSV Frø, hvori der indgår AberDart-rajgræs,« fortæller Per.

AberDart er mest kendt for sin sukkersmag, og det kan Pers køer bekræfte.

»Der var færrest pletter, som skulle afpudses efterfølgende i stykket med AberDart-rajgræs,« siger han.

Afprøver selv syv blandinger

Blandingen med AberDart-rajgræs er en blandt syv forskellige slæt- og afgræsningsegnede blandinger, som Per Østergaard tester i øjeblikket.

»Jeg søger at finde den blanding, som køerne bedst kan lide, og som har en fornuftig holdbarhed,« forklarer han.

Han har i alt 40 hektar med kløvergræs, og både køer og kvier er ude i sommerperioden.

»Frisk græs er klart det billigste foder til kvæg overhovedet, og med den rette styring kan vi godt få køerne til at optage 14 FE/ko/dag i frisk græs i maj og juni. Det er dog en udfordring både at få køerne til at give megen mælk og samtidig optage meget græs, for frisk græs fylder mere i køerne,« siger Per Østergaard, hvis 80 køer hver i gennemsnit yder 11.500 kg EKM om året.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle