Sur over højere priser til nye DC-leverandører

Hvorfor skal jeg være med til at betale for, at Danish Crown kan få nye leverandører. Jeg har i forvejen betalt til deres nye slagteri, siger Jan Pedersen, der producerer slagtekalve. Foreningen bakker ikke op.

»Det er urimeligt, at den producent, der stoppede for to år siden, nu kan få en kr. mere pr. kg kød i to år end mig, hvis han starter produktionen igen.

Jan Pedersen producerer Dansk Kalv og hører med en godkendelsesprocent på 85 til de bedste leverandører.

Men han er vred over, at Danish Crown nu tilbyder nye andelshavere en merpris på én kr. pr. kg slagtet vægt i overpris i to år. Desuden kan producenter, der udvider, få 50 øre oven i noteringen i fem år.

»I mine øjne er det helt i modstrid med andelstanken, hvor man deler lige,« siger Jan Pedersen, der ville få 200.000 kr. ekstra årligt, hvis han var ny producent.

Han får dog ikke opbakning af foreningen Danske Slagtekalveproducenter.

»Det er til fordel for alle, hvis det nye slagteri i Vejen fyldes op. Bliver det ikke fyldt, vil det ramme alle. Så vi synes, det er en god idé at få flere andelshavere,« siger foreningens formand, Lasse Olsen.

Formand for DC Beef Peder Philipp holder fast i, at tillægget er en god idé:

»Der er to ting, der er afgørende: For det første skal vi vise ministeren, at vi mener det alvorligt, når vi siger, vi kan skaffe flere arbejdspladser. For det andet kommer flere dyr til at skabe lavere omkostninger for alle. Alle vinder på det, hvis vi får flere dyr at slagte,« siger Peder Philipp.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle