Svært at informere folk om svinepest

I andre lande beslaglægger og tester de en masse grisekød for at forhindre afrikansk svinepest (ASF). Hvad gør I herhjemme?

»Det er Toldstyrelsen, der har kontrollen i lufthavnene, men vi har tæt kontakt. De har løbende konfiskeret en hel del, men kørte også en kampagne i efterårsferien«.

Hvad er resultaterne af den kampagne?

»Resultaterne af kampagnen er endnu ikke gjort op. Sidste år konfiskerede Toldstyrelsen 1,6 ton ulovligt indførte kødprodukter. Tidligere har vi undersøgt en større konfiskation af fødevarer produceret i Kina. Der fandt vi heldigvis ikke nogen ASF-vira«.

Hvor alvorligt tager I risikoen for, at der kommer ASF ind i Danmark via kødprodukter?

»Vi forsøger på alle leder og kanter at gøre folk opmærksomme på det. Sidste år kørte vi en kampagne med reklamer på skærmene i lufthavnen i december, hvor folk rejser østpå. Men problemet er at få informationen læst, for folk, der rejser ud, tænker ikke på dyresygdomme. Og hvor man tidligere tog en souvenir med hjem, så tager folk i dag en spændende madvare med«.

Det lyder som en alvorlig fare?

»Risikoen er ikke så stor som i andre lande. Vi har ikke så mange vildsvin, der kan spise mad smidt i naturen. Samtidig er vores svinebesætninger professionelt drevet og fodrer ikke med madaffald. Men der er stadig behov for at være opmærksom på de veje, hvor virus kan komme ind«.

I er især opmærksomme på, hvad folk har med fra tredjelande. Men der er jo også ASF i Europa? Må man gerne have mad med?

»Der er restriktionsområder i EU, hvor der er svinepest. Fra de zoner må slagterierne kun levere til hjemmemarkedet, og maden har et særligt stempel. Men det ved man jo ikke som turist. Men sandsynligheden for smitte derfra er ikke så stor. Vi frygter mere de tredjelande, som f.eks. Kina, hvor det er ude af kontrol«.

Burde I så ikke gøre mere for at advare folk?

»Det er svært. Du må gerne tage mad med hjem fra EU, men ikke fra Asien. Problemet er, hvordan pokker vi får det ud til folk. Det sælger ikke overskrifter. Og folk tænker ikke over, at der kan være en risiko. Det ideelle ville være en fælles EU-ordning, hvor man skal udfylde en blanket i flyet og deklarere, at man ikke medbringer fødevarer. Men det har nok lange udsigter«.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle