Årets høst: Mere energi og mindre protein

Byg og hvede er tørt og indeholder derfor tre-fire foderenheder mere pr. 100 kg end normalt.

Høsten 2020 var tør. Når der er mindre vand i kornet, er indholdet af energi til gengæld tre-fire foderenheder højere pr. 100 kg.

Samtidig viser de første analyser, at indholdet af protein i byg er lavere end normalt, mens hvede tilsyneladende ligger på et normalt niveau.

»Et højt energiindhold i korn betyder, at man kan reducere indholdet af fedt til slagtesvin, store smågrise og drægtige søer«, fortæller Jes Callesen, SvineRådgivningen.

Derimod råder han til at fastholde en vis mængde fedt i dieblandingen, også selv om energiindholdet i blandingen stiger lidt.

Han råder også til, at man er ekstra opmærksom på formalingsgraden.

»Tørt korn formales fint. Man risikerer derfor at mangle struktur i foderet, så man skal følge formalingsgraden meget tæt«, lyder det fra Jes Callesen.

Bliver kornet formalet for fint, kan det være nødvendigt at skifte til andre sold.

Mere byg

Prisforholdene betyder, at der kommer mere byg i foderet på bekostning af hvede.

Nogle svineproducenter kører endda næsten med ren byg, men ligesom med fedt opfordrer Jes Callesen til at fastholde en vis mængde hvede i diefoderet.

»Til andre dyregrupper er der ingen problemer i at bruge meget byg, og på grund af det høje energiindhold betyder det kun lidt for foderets energiindhold«, siger han.

Han råder også til, at man som hjemmeblander tilsætter ekstra e-vitamin, indtil kornet er lagerfast, men han ser ingen grund til at fortsætte derefter.

Samme holdning har han til toksinbinder.

»Brug toksinbinder op til ny høst, men fjern det igen, når du skifter til nyt korn, medmindre man har en analyse, der har påvist toksiner«, siger han.

Tilsætning af toksinbinder koster omkring fem kr. pr. 100 kg, og den udgift er der ingen grund til at tage før til foråret.

Licitation

Hos SvineRådgivningen oplever de store prisforskelle mellem mineralleverandører.

»Jeg har aldrig tidligere set forskelle på over 50 kr. pr. 100 kg for sammenlignelige mineralblandinger, men det ser vi nu«, siger han.

Derfor opfordrer han kraftigt til, at man bruger licitation, når man skal have tilbud på mineralblandinger. Han opfordrer også til, at man spørger efter priser på både tre, seks og ni måneders kontrakt.

Faktaboks

Høst 2020:

  • Var nem, hurtig og tør.
  • Proteinindholdet i byg er lavere end normalt.
  • Lavt vandindhold betyder højere energiindhold i kornet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle