Svindel-sag blev startskud

Kød-skandalen i SuperBest blev startskuddet for Flemming Linds salg af oksekød fra egne dyr.

»Det bedste ved at sælge sit kød selv er at se forbrugerne i øjnene og sige, at det her er mit kød.«

Afsætningen af kød fra Limousine-besætningen er vokset fra at være en idé til at være en passion for Flemming Lind.

»Selvfølgelig er der en økonomisk bagtanke, for vi bør kunne opnå en højere indtjening, når vi selv står for alle leddene mellem kostald og køledisk. Men troværdigheden betyder meget for mig og nærkontakten med kunderne, som jeg ikke møder, hvis jeg sælger på almindelig vis til slagteriet,« fortæller Flemming Lind, som fik ideen til at sælge sit kød selv, da SuperBest løb ind i en kødskandale nogle år tilbage.

»Når kunderne køber kød hos mig, ved de, at det er oksekød, og at det stammer fra dyr, som har afgræsset naturarealer en del af deres liv,« slår Flemming fast.

Det gælder blandt andet naturarealer ved Skanderborg Sø, hvor Flemming Lind også er begyndt at levere kød til restauranten Vestermølle.

»Det er en god fortælling for restauranten, at gæsterne kan købe en ret med mit oksekød, imens de kan se dyrene på den anden side af søen,« siger Flemming.

Husk startomkostningerne

Kødet udskæres i egne, godkendte lokaler af en slagter, og foruden de fem butikker og restauranter sælges en del også i gårdbutikken.

»Der er mange startomkostninger forbundet med at sælge kød på denne måde, som det tager tid at tjene ind igen. Mange er interesserede i at sælge kød selv, men de skal huske startomkostningerne. Der skal en vis volumen til, før det kan blive en forretning,« lyder Flemming Linds vurdering.

Åbent landbrug

Flemming Lind holder åbent hus på gården ved Skanderborg 18. april fra kl. 10 til 14. Læs mere på www.mosenslimousine.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle