Tørstofprocenten spiller jokerrollen i den forestående majshøst

Oktober skal vise sig fra sin varme og tørre side, hvis majsen skal nå en fornuftig tørstofprocent.

De regionale forskelle i majsmarkerne er i år udvidet til store variationer helt ned til lokale forhold.

Det viser en rundringning til flere rådgivningscentre, som LandbrugsAvisen har udført.

På Fyn og i Sønderjylland forventes tæt ved normale udbytter og kvaliteter, imens katastrofemarkerne er til at få øje på i det nordligste Jylland.

»Et gennemsnitligt skøn vil være 7.000 FE pr. hektar, men vi ser også en del arealer, hvor forventningen er 3.000 FE pr. hektar. Billedet kan næsten ikke blive mere broget end i år,« vurderer Ole. H. Nielsen, kvægrådgiver hos LandboNord.

Træk høsten til 11. time

At opnå en fornuftig tørstofprocent ser indtil nu ud til at blive majshøstens største udfordring.

»De tidligste sorter viser sit værd i år, da de nok skal nå at blive klar, og deres tørstofindhold stiger procentvis også mere uge for uge i forhold til de middeltidlige og sene sorter. Men en tidlig frost vil stoppe tørstofudviklingen. Oktober skal helst blive lun og tør,« mener Carsten Clausen Kock, planteavlsrådgiver ved Sønderjysk Landboforening.

Fortsætter det fugtige vejr langt ind i oktober, kan det blive en udfordring at få majsen bjærget, tilføjer han, og Ole H. Nielsen er enig.

»Generelt bør man trække majshøsten til det allersidste, og en enkelt nat med frost gør ikke nævneværdig skade. Men har man udsigt til ikke at kunne køre, bør man fremrykke høsttidspunktet,« siger han.

Helt så pessimistisk er Niels Gylsen Buch, planteavlsrådgiver ved Vestjysk Landboforening, dog ikke.

»Majshøsten starter først i slutningen af oktober her i det vestjyske. Det er alt for tidligt at male en skræmmekampagne op med besværlig høst,« påpeger han.

Fortrøstningsfulde ø-boere

Majshøsten er også nogle uger forsinket på øerne, men her er forventningerne til gengæld noget bedre end i Jylland.

»På udbytte og kvalitet får vi et normal-år i år. Der er sket en fin udvikling af kolberne, og det bliver spændende at se, hvor meget stivelse majsen kan nå at indlejre,« siger Jesper Hagelund, kvægbrugsrådgiver ved Gefion.

Samme forventning går igen hos Poul Erik Jørgensen, planteavlsrådgiver ved Centrovice, som forventer at den fynske majshøst starter i midten af oktober.

Faktaboks

Sønderjysk majs til salg

  1. Svag interesse fra biogas: Aktuelt er det vigende interesse for dansk majs til tysk biogaproduktion, og prisen ligger på et niveau, som danske kvægbrugere kan matche. Derfor vil der formentlig være majs til salg i Sønderjylland, som til en fornuftig pris kan flytes til trængte mælkeproducenter. 
  2. GGårdslagtninger: Foruden den vigende interesse fra tysk side er der majs til salg på de sønderjyske kvægbrug, hvor mælkeproduktionen er lukket ned. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle