Af adm. direktør Torsten Buhl, FødevareDanmark
Det har ikke skortet på taksigelser fra regeringen og myndighederne til alle dem, der undlod at gå på arbejde, da coronakrisen indfandt sig. Det gjaldt for eksempel offentligt ansatte embedsmænd, som nu skulle "arbejde hjemmefra", og som kunne være med på Skype eller lignende, hvis der var noget, de kunne bidrage med, og det har da været sjovt ad den vej at få indblik i nogle familieliv, som man hidtil ikke har kendt til. Så lærer man folk at kende fra en anden vinkel.
Også de, der i offentlig tjeneste har vovet sig ud i samfundet, har fuldt fortjent fået stor tak, bl.a. i en varm video fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, der takker "FOAs medlemmer". Der har også lydt tak til politiet, der pligtopfyldende har uddelt bøder til lystige unge på Islands Brygge – i modsætning til parkeringsvagterne, der ikke har fundet det forsvarligt at gå omkring blandt parkerede biler.
Hvem der ikke er mange, der har takket, er alle dem i den private sektor, som har holdt samfundet i gang og for eksempel sørget for, at der er mad og drikke (og toiletpapir!) at købe i butikkerne. Hele produktions- og forsyningslinjen har fungeret – ikke på trods af, men fordi der er en masse samfundsborgere, som ikke er blevet hjemme. Det gælder lige fra dem, der malker køerne og i det hele taget passer dyrene på gårdene og dyrker afgrøderne derude på markerne og sørger for, at der er foder og gødning og såsæd og brændstof, og hvad der nu ellers skal til. Og det gælder alle dem, der producerer fødevarerne, uanset om det er pølser og postejer og andre kødprodukter eller mælk og mælkeprodukter eller frugt og grønt, fisk, brød, drikkevarer osv. Alt har skullet produceres – og bringes ud af chauffører, der heller ikke har arbejdet hjemme, men frygtløst har bragt varerne ud og ind i butikkerne, hvor der også har været personale til at forarbejde og producere og lægge i diske og sætte på hylder og ekspedere og gøre rent og sørge for, at der er striber på gulvene og skærme og andet, som kan begrænse smitterisikoen. Intet af alt dette er udført af folk, der har arbejdet hjemme.
Selv har jeg under corona-krisen uheldigvis været udsat for en vandskade og med glæde kunnet konstatere, at hverken skadeservice- eller VVS-folkene arbejdede hjemme, men dristigt vovede sig ind i mit hjem for at mindske og udbedre skaden.
Glemmes må heller ikke alle de, som hellere end gerne ville gå på arbejde, men som ikke kan, fordi de er opsagt eller hjemsendt som følge af regeringens nedlukninger. Det gælder både dem, der ellers har været ansat i de etablissementer, der blev beordret lukket, og dem, der arbejdede hos deres leverandører, som pludselig ikke havde nogen kunder eller kun meget få.
Er der nogen, der har sagt tak til alle dem, som har båret det hele igennem, og til dem, som gerne ville, men ikke kan? Det er der sikkert, men jeg har så blot ikke rigtig hørt det, hvorimod jeg tydeligt har hørt taksigelser til dem, der her siddet hjemme med fuld løn og et formentlig for manges vedkommende temmelig overkommeligt arbejde, fordi det, som de arbejder med, har været sat i stå.
Lad mig understrege, at min pointe ikke er, at det har været forkasteligt at arbejde hjemme, men at det er i kraft alle dem, som ikke har gjort det, at samfundet trods alt har fungeret. Og da der jo har været en grund til at sende folk hjem, byder logikken, at de, der således har holdt samfundet i gang, har løbet en risiko derved. Den største tak bør derfor tilfalde dem.
Så: TAK til alle, som bar!
