Tid til forsoning om ammoniakkrav

DEBAT af Ida Auken, MF, Radikale Venstre

I DR-udsendelsen »Bag Borgen« for nogle uger siden udtalte jeg, at 24 pct.-målsætningen på at reducere ammoniak er et tal, »der stammer fra landbruget selv«. Det har vakt stærke følelser hos flere landmænd. Citatet er klippet ud af en lang diskussion, der handlede om, hvordan miljølovgivningen i Danmark bliver til.

Min pointe var, at dansk miljølovgivning ikke er noget, vi trækker i en automat. Den bygger på fakta fra vidensinstitutionerne og bliver til i dialog med dansk landbrug. Jeg havde ingen intentioner om at træde på nogen, men jeg er sidenhen blevet klar over, at det er sådan, det er blevet oplevet. Det er jeg naturligvis ked af. Det havde været mere korrekt at sige, at tallet »bygger på oplysninger fra landbruget«.

Det, I ikke så i udsendelsen, var en meget omfattende diskussion, hvor jeg skulle modgå påstande som: At kvælstof ikke forurener, at der ikke er problemer nogen steder i de danske fjorde og søer, og at den forurening, vi ser i vores vandmiljø, slet ikke stammer fra landbruget. Det er for mig at se det forkerte sted at diskutere.

Vi har diskuteret fakta i så mange år, og det bringer os ikke tættere på løsningerne. Vi må bruge kræfterne på at finde de billigste og smarteste måder at undgå forurening. Ikke på at lade som om, problemerne ikke er der. Det var det, Natur- og Landbrugskommissionens arbejde handlede om. De skulle finde løsninger, der kunne gavne naturen og landbruget på en gang. Mange af kommissionens anbefalinger er siden blevet vedtaget - blandt andet omlægningen til en mere målrettet regulering.

Jeg håber, at vi kan finde tilbage til den tid, hvor vi talte om tingene og ikke skændtes. Det er også grunden til, at jeg vælger at række hånden ud til forsoning her i LandbrugsAvisen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle