Topchef overrasket over farten på ny plantetendens

Som fødevarevirksomhed skal Danish Crown med Jais Valeur i spidsen følge med forbrugerne. Derfor udvider man sortimentet med plantebaserede produkter.

Efterspørgslen på plantebaserede produkter stiger, og det marked vil Danish Crown tjene på. Derfor har slagteri- og fødevaregiganten lanceret en produktserie af plantebaserede fødevarer.

Selv om kerneforretningen for Danish Crown er forædling af kødprodukter, vil den administrerende direktør Jais Valeur også være i det voksende marked for plantebaserede produkter, hvor der er penge at tjene, mens man bevarer relevansen for forbrugere og butikker.

»Der er jo ikke noget ved at sidde med en forretning på det danske marked, hvor du ikke er relevant for kunderne. Det er vigtigt for os at være relevante, men vi skal tjene penge på alle produkter. Vi går ikke ind i plantebaseret, blot fordi det er spændende«, siger Jais Valeur.

Lars Aarup, kommunikations- og analysechef hos Coop, mener, at Danish Crown har set rigtigt i forhold til timingen af lanceringen.

»Vi har set stigninger i salget af vegetariske produkter på 15-20 procent i de seneste år. Det er specielt de yngre og dermed fremtidens forbrugere. Hvis man vil være en del af markedet, skal man i gang med at øve sig nu«, siger Lars Aarup.

Leverandører vil se indtjening

Blandt kødproducenterne vækker plantesatsningen opsigt.

»Det er kærkomment, hvis det betyder, at prisen på grisen bliver højere og dermed begunstiger andelshaverne. Ellers var det bedre, hvis Danish Crown holdt fingrene fra det«, siger Jeppe Bloch Nielsen, formand for Danske Svineproducenter.

Hos Dansk Kødkvæg glider planteprodukterne ned, hvis det forbliver en mindre del af forretningen, så der fortsat er fokus på slagtning og forædling af andelshavernes kødproduktion.

»Jeg klapper da ikke i hænderne, men Danish Crown er en forretning for andelshaverne, og hvis de kan finde en niche inden for det, skal man følge med udviklingen«, siger formand Per Lynge Laursen.

Jais Valeur er sikker på, at det vil blive en god forretning for andelshaverne.

»Vi går ind i det, fordi vi tror på markedsmulighederne på sigt. Og den indtjening, der kommer til at komme fra plantebaserede produkter, kommer til at gå tilbage til dem, der producerer grise og kreaturer i Danish Crown«, siger Jais Valeur.

Han peger på stordriftsfordele på især administration og logistik, mens produkterne skal sælges ud til de samme butikskæder og forbrugere via det eksisterende varemærke De Grønne Slagtere.

»Der er kæmpe synergifordele. Når du tænker fødevarevirksomhed, er det her jo meget tæt på kernen. Jeg forventer overskud inden for et eller to år«, siger Jais Valeur.

Så ikke udviklingen komme

Jais Valeur indrømmer blankt, at han ikke havde forudset plantebaserede produkter i sortimentet, da han for snart seks år siden startede som topchef for Danish Crown.

I forbindelse med udarbejdningen af strategien 4WD i 2016 spurgte konsulenterne, som hjalp med at udarbejde 4WD, om Danish Crown skulle have mere fokus på plantebaserede produkter.

»Der sagde jeg ’Nej, det skal vi altså ikke’. Det var ikke i mine tanker, men der var jo også nogen, der sagde nej til Beatles«, siger Jais Valeur med et smil.

Faktaboks

Danish Crowns plantesatsning:

  • Sortimentet består af otte produkter.
  • Hvis målet bliver nået, vil Danish Crown om fem år sælge plantebaserede fødevarer for 2-4 mia. kr. i de tre lande Danmark, Sverige og Polen.
  • Danish Crown vurderer, at der på kort og mellemlangt sigt vil være et marked for op til 500.000 kødfrie måltider om ugen i Danmark.
  • På den baggrund er det Danish Crowns mål at nå en omsætning i det plantebaserede segment på et større tocifret millionbeløb i Danmark allerede i 2022.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle