Udslip i Lillebælt kan få efterspil

Politikere ønsker afklaret, om gødningsudslip i Fredericia havn kan udløse skærpede kvælstofkrav fra EU.

Mellem 4.000 og 5.000 ton kvælstof, op mod en tiendedel af den samlede, årlige kvælstofudledning, menes at være sluppet ud i Lillebælt ved gødningsulykken på Fredericia Havn i februar.

Fredericia Kommune, der er miljømyndighed, er endnu ikke færdig med sin vurdering af, hvad udslippet kan betyde for dyre- og plantelivet i vandmiljøet. Men kan udledningen også få konsekvenser for Danmarks EU-forpligtelse om, at der ikke må ske forringelser af vandmiljøet, og for indsatsbehovet i 2021?

Vil kende udfordring

Det spørgsmål har miljøordfører Simon Kollerup (S) stillet miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

»Det er vigtigt, vi kender udfordringen, såfremt det er noget, som vil påvirke EU-vurderingen af det danske indsatsbehov i de kommende år,« siger han.

I Naturstyrelsen vurderer kontorchef Harley Bundgaard Madsen, at udslippet potentielt vil øge algeproduktion og risikoen for iltsvind. Og han forventer da også, at »hændelsen« vil blive omtalt i de nye vandområdeplaner.

Men han tror ikke, udslippet kommer til at afspejle sig i implementeringen af de nye vandområdeplaner, da de er baseret på data til og med 2014.

»En midlertidig påvirkning som denne vil være væk i 2021. Men det udelukker ikke, at det kan give anledning til en midlertidig forringelse af vandmiljøet,« siger Harley Bundgaard Madsen,

hac

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle