Voldsomt fald i Kinas svine- bestand

Det giver gode muligheder for øget eksport fra EU til Kina i andet halvår, ifølge Rabobank.

Millioner af små kinesiske svineproducenter har sat grisene ud, og det har ifølge Rabobank ført til et næsten historisk stort fald i bestanden, som vil påvirke det globale marked for svinekød i resten af 2015 og ind i 2016.

I løbet af de sidste 18 måneder er den kinesiske svinebestand reduceret med knap 100 mio. svin, og antallet af søer er faldet med 10 mio.

Det svarer ifølge Rabobank til den samlede svineproduktion i USA, Canada og Mexico, eller 3,3 procent af den globale svineproduktion, og det ventes at få en tilsvarende effekt på det globale marked.

Øget import fra EU

Bortset fra at svinepriserne allerede er steget kraftigt i Kina, er det dog endnu ikke rigtig slået igennem i form af øget import af svinekød, men Rabobank forudser, at importen vil stige med 600.000 ton i andet halvår. Det svarer til en stigning på 45 procent.

EU tegnede sig sidste år for 60 procent af Kinas import af svinekød, og EUs eksport til Kina ventes ifølge Rabobank at stige med 375.000 ton i andet halvår i år og fortsætte næste år.

EU er desuden i forhold til sin nærmeste konkurrent, USA, begunstiget af, at euroen er faldet i værdi i forhold til dollaren, og svinepriserne i Kina er efter de seneste stigninger væsentligt højere end i EU.

Dårlige nyheder

Det er alt sammen godt nyt for europæisk svineproduktion, men der er også dårlige nyheder.

De høje svinepriser ventes for eksempel at få forbruget af svinekød til at falde i Kina, og produktionen af svinekød i EU ventes at stige endnu mere end eksporten til Kina.

Devalueringen af den kinesiske valuta vil desuden gøre importeret svinekød tilsvarende dyrere.

Danmark nævnes som en af de sandsynlige vindere, efter Spanien men foran Tyskland og Holland.

USAs muligheder for at eksportere svinekød til Kina er begrænsede af, at de bruger vækstfremmeren Ractopamin, som er forbudt i Kina.

Rabobank ser det kinesiske marked som en meget attraktiv eksportmulighed for EU lige nu.

Faktaboks

Svin i Kina

  • 100 mio. færre svin
  • 10 mio. færre søer
  • 6,5 pct. mindre produktion i 2015
  • Øget import på 600.000 t
  • EU står for 60 procent af Kinas import
  • Vindere: Spanien, Danmark, Tyskland og Holland

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle