Avlsformand: Nyt DanAvl gavner alle

Jørgen Dalsgaard, formand for Dansk Svineavl, ser store muligheder i dannelsen af nyt DanAvl.

Dannelsen af et nyt DanAvl har medført stærke reaktioner. Porc-Ex har klaget over DanAvl til Konkurrencestyrelsen, og Danske Svineproducenter har trukket sig fra VSP, fordi de ikke accepterer en prissætning, hvor udenlandske aftagere får avlsdyrene billigere end deres danske konkurrenter.

Men argumentationen fra Danske Svineproducenter skyder Jørgen Dalsgaard, formand for Dansk Svineavl, ned.

»Det er ikke sådan, at danske svineproducenter skal betale 200 kr. mere end de udenlandske aftagere. Forskellen på de 200 kr., som har været fremme, er leverandørprisforskellen. Altså den pris, avls- og opformeringsbesætninger modtager, når de sælger et avlsdyr. De 200 kr. er til dækning af de ekstra omkostninger, vi har ved at sælge til udlandet. Hvordan markedspriserne er på de enkelte markeder - og dermed prisen for svineproducenten - er ikke gennemsigtige, men vi skal væk fra prisdumpninger, som vi har set uheldige eksempler på på eksportmarkederne. De 200 kr. er et udgangspunkt, som formentlig over tid - måske et år - er blevet udlignet, fordi vi får reduceret omkostninger til fx transport og større kritisk masse af dyr til eksport,« siger Jørgen Dalsgaard.

Gavner alle

Jørgen Dalsgaard er sikker på, at DanAvl med den vedtagne organisation kan levere bedre indtjening - ikke mindst til gavn for alle i dansk svineproduktion.

»Danske svineproducenter skal ikke betale mere for avlsdyr, det er der ikke lagt op til. Vi skal i DanAvl få mere for vores dyr i udlandet og samtidig blive bedre til at få sikret genafgifter. Regler med genafgifter skal ikke omgås, og der skal ikke snydes med dem. Det vil være til gavn for alle i dansk svineproduktion, og det skal det nye DanAvl sørge for,« siger han.

Faktaboks

En ny pakke

  • Et nyt DanAvl skal sikre bedre afsætning ved at levere et bedre samlet værditilbud til kunderne. 
  • Et tilbud, der blandt andet også skal omfatte opfølgende service og vejledning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle