Barndomsvenner fik lys idé: Slog deres kvæghold og virksomheder sammen

Den ene er en rigtig ko-nørd, og den anden er bidt af mekanik og maskiner. Sammen har de fundet opskriften på at ruste sig til fremtiden.

De to er opvokset få kilometer fra hinanden, og har kendt hinanden siden folkeskolen.

Begge fulgte de i deres fædres fodspor og blev mælkeproducenter, men det var ikke før en dag i 2019, da Nicolai, der havde måtte sanere for salmonella, igen var forbi for at hente nogle af Rasmus’ gode køer, at de kom til at snakke om fremtiden. For hvordan ruster man sig bedst, når miljøkravene kun vil blive hårdere og behovet for viden og ny teknologi kun vokse?

- Vi var nok begge et sted, hvor der skulle ske noget. Skulle vi satse, investere og vokse, eller hvad skulle der ske?, forklarer Rasmus.

På det tidspunkt havde Nicolai Kruse købt ejendommen Firhøjgaard, mens Rasmus forpagtede sin fars gamle gård.

Rasmus havde dyrene med de gode gener og en forkærlighed for at nørde med avl, foderoptag og mælkeydelse. Hos Nicolai var det mekanikken i mælkerobotterne og maskinerne i marken, der trak. Og det kunne de gøre til en fordel.

- Vi så en fordel i, at vi kunne supplere hinanden rigtig godt med vores forskellige styrker, men samtidig sparre og dele ansvaret med hinanden, siger Rasmus Kildal.

Kandidat 4

  • Nicolai Kruse og Rasmus Kildal ejer sammen Enslev Agro med 285 årskøer og 560 hektar. Dertil kommer en mindre kødproduktion af 15 wagyu kvæg plus opdræt.

  • De er indstillet til prisen som Årets unge landmand hos LandbrugsAvisen. 
  • Du kan møde de andre kandidater til titlen som Årets Unge Landmand her.

Det synes banken også var en god idé, og det blev starten på Enslev Agro I/S.

Et IS, som de 34-årige barndomsvenner oprettede 1. januar 2022 og dermed slog halv skade og fik fælles eje over gæld, de 285 malkekøer, 560 hektar jord, maskiner og bygninger.

Vildt byggeprojekt

Makkerparret har brugt de seneste to år på at gennemrenovere Nicolai Kruses ejendom, så den nu også kan rumme Rasmus’ køer, kalve og goldkøer.

Det har blandt andet involveret en ombygning af den oprindelige stald, så der blev plads til flere køer plus opdræt, nye plansiloer, en udskiftning af de to malkerobotter med fire nye og ombygning af en tidligere grisestald, så der nu er indrettet en goldko-, kalve- og kælvningsafdeling.

En del af kvierne står dog fortsat på lejede ejendomme, men ambitionen er på sigt at få samlet alle dyrene på Firhøjgaard.

Derudover er der indrettet ny personalestue og lagt over 8.000 kvadratmeter asfalt omkring staldanlægget.

- Der er tænkt smittebeskyttelse ind overalt. Asfalten sikrer, at møg og mudder ikke bliver slæbt rundt mellem staldene, ligesom alle også skal skifte støvler, før de går i stalden. Vi bruger også farvekoder på vores grebe, så det er tydeligt, hvilke der er til foder, og hvilke der er til møg, siger Nicolai Kruse.


Der er tænkt smittebeskyttelse ind overalt på den renoverede gård. Blandt andet er der blevet lagt over 8.000 kvadratmeter asfalt omkring alle staldene. Foto: John Christensen

 

En stor del af ombygningen har makkerparret selv stået for sammen med de fem ansatte. Samtidig har de også begge skullet jonglere både familielivet med børn og det nye makkerskab.

- Vi skændes aldrig, vores samarbejde fungerer godt, fordi vi har forskellige ansvarsområder, siger Nicolai Kruse og bliver suppleret af Rasmus:

- Men det har da været hårdt at bygge om, og nu trænger vi til et par normale år med lidt mere fritid, siger Rasmus Kildal og smiler.

Strategiske kvægmænd

Ombygningen har kostet godt 10 millioner kroner. En stor del af renoveringen er selvfinansieret, og makkerparret tror da også på, at mange af tiltagene vil betale sig selv hjem igen.

Tidslinjen

1999: Rasmus og Nicolai lærer hinanden at kende i folkeskolen
2009-12: Begge bliver først uddannet faglært landmand og siden agrarøkonom fra Bygholm Landbrugsskole
2015: Rasmus lejer sin fars tidligere staldbygninger og opnår flotte resultater hos køerne
2016: Nicolai køber Firhøjgaard
2020: Nicolai begynder at købe køer af Rasmus, og det planter tanken om et samarbejde
2021: De laver sammen en omfattende renovering af Firhøjgaard
2022: Makkerparret går sammen i et IS 1. januar

- Både smittebeskyttelsen og eksempelvis den nye personalestue betaler sig hjem på langt sigt. Før kørte vi seks mand hen til en af de andre ejendomme for at spise frokost. Hvis seks mand skal køre ti minutter, så er der hurtigt brugt en mandetime på ingenting, siger Rasmus Kildal.

- Man må gerne bruge en krone, hvis den giver tre igen, tilføjer Nicolai Kruse.

Plan om opkøb

Det er en filosofi, makkerparrets rådgivere har hørt før. Nicolai og Rasmus’ rådgivere kalder dem for arbejdsomme, strategiske og ambitiøse. Planen er da også allerede lagt. Med tiden skal ejendommen udvides, når det bliver tid til at opkøbe Nicolais fars bedrift, der ligger klos op ad Firhøjgaard, og som vennerne lejer fra december.

- På sigt skal vi også overtage staldene på den ejendom, siger Nicolai Kruse.

Begge er de da også overbevist om, at de skal arbejde sammen i mange år fremover.

- Vi har selvfølgelig lavet IS-kontrakten, så vi kan komme ud af det, men det er bestemt ikke planen, vi skal være her i mange år, siger Rasmus Kildal.

3 målsætninger

Mere frihed: Nu er vi ovre den store ombygning, så vi drømmer om mere frihed. Både økonomisk og tidsmæssigt. Vi drømmer om fritid og almindeligt vækst. Det er nødvendigt med et par mere rolige år for os nu.

Samle kvierne: Vi drømmer om at samle kvierne her på Firhøjgaard. Der går en del tid med at køre rundt til dyr på tre forskellige ejendomme, og det vil også skabe en bedre arbejdsplads.

Spændende arbejdsplads: Med stor grad af tekniske hjælpemidler og et højt engagement i avlsarbejdet, drømmer vi om at skabe en spændende arbejdsplads, der kan fastholde dygtige medarbejdere.

 

Faktaboks

Om konkurrencen

Igen i år kårer LandbrugsAvisen Årets Unge Landmand i samarbejde med Gjensidige, L&F og LandboUngdom. Blandt mange indsendte forslag har dommerkomitéen udvalgt fire dygtige finalister, der på hver deres måde skaber en fremtid i erhvervet. Mød finalisterne her i avisen de kommende fire uger. Vinderen kåres på Delegeretmødet 8. november.

Årets Unge Landmand vinder 30.000 kroner til en studierejse.

Gjensidige Forsikring er sponsor og samarbejdspartner i konkurrencen.

”At tænke nyt er en af Gjensidiges kerneværdier. Det er de nye tanker der udfordrer, skaber dynamik og skaber nye muligheder. Derfor vil vi gerne hylde de unge landmænd, der går forrest med nye projekter, nye tanker og ny stålsat vilje til at vise nye veje for dansk landbrug som i disse år har brug for de nye ideer der bliver født hos jer unge”, begrunder Lars Kronborg, kommerciel direktør i Gjensidige Forsikring.

Vinderen vælges af en dommerkomite, bestående af Søren Søndergaard, formand for L&F, Niels Skovgaard, formand for LandboUngdom, Lars Kronborg, kommerciel direktør i Gjensidige Forsikring og Christian Friis Hansen, chefredaktør for LandbrugsAvisen.

Kriterier for kandidater:

  • Max 35 år
  • Etableret indenfor de seneste fem år
  • Økonomisk ansvarlig for bedriften
  • Sund bedrift, både fagligt og økonomisk

Emneord

Årets unge landmand 2023 , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle