Biogas: Sønderjyder stifter ny leverandørforening

Ny leverandørforening i det vestlige Sønderjylland vil varetage interesserne for kommende leverandører af biomasse til biogas.

6. april er der stiftende generalforsamling i ny leverandørforening for landmænd i den vestlige del af Sønderjylland, som ønsker at levere biomasse til biogasanlæg.

Der skriver arbejdsgruppen bag planerne på de fire sønderjyske landboforeningers hjemmesider.

Formålet med den nye forening, Leverandørforening Syd Vest, er bl.a. at afdække muligheder for biogas i det sydvestlige Sønderjylland, varetage landmænds interesser i aftaleforhold og koordinere logistik til og fra biogas.

Også spørgsmålet om klimakreditter vil være et centralt punkt.

- Dem får vi brug for, så de skal forhandles tilbage igen, siger Bo Bejer fra arbejdsgruppen bag planerne om at stifte leverandørforeningen.

For alle landmænd

Leverandørforeningen ønsker at repræsentere alle potentielle leverandører til biogasanlæg i området - husdyrbedrifter og andre landmænd.

- Vi vil ikke være tilknyttet ét bestemt biogasanlæg men vil gerne i dialog med alle både nye og eksisterende biogasanlæg i området, siger Bo Bejer.

Den nye forening vil bl.a. gerne i dialog med Envo Biogas Tønder, som det canadiske selskab Anaergia har købt.

Her fra har adm. direktør Bo Asmussen tidligere oplyst til LandbrugsAvisen, at selskabet allerede har indgået kontrakt med de leverandører, der er behov for til anlægget, som han forventer i drift i september 2023.

- Jamen, så er vi i alt fald klar til at gå i forhandlinger, hvis han får brug for mere senere,  siger Bo Bejer.

Bo Bejer håber, der kommer flere anlæg i området og peger bl.a. på, at der er  behov for nye biogasanlæg i Tønder-området, både i Toftlund ved Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark (AKD) og ved Arla Foods i Branderup.

Møde i forsamlingshus

På den stiftende generalforsamling deltager bl.a. en repræsentant fra Landbrugets Biomasseleverandører, LBBL.

- Der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken flere gange, siger Bo Bejer.

Den stiftende generalforsamling holdes på Alslevkro Forsamlingshus onsdag den 6. april 2022 kl. 19.00.

På forhånd er der tilmeldt ca. 60 deltagere, men arbejdsgruppen forventer, at flere vil dukke op uden forhåndstilmelding.

Læs mere her: landbosyd.dk, Sønderjysk Landboforening (slf.dk) LHN.dk  og Sønderjysk Familielandbrug (sfl.lrs.dk)

Opdateret tirsdag 14.55 med kommentar af Bo Bejer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle