Bor du i en jordbærkommune eller solbærkommune?

En ny opgørelse viser, hvilke kommuner der har de største arealer med sommerens spiselige favoritter. Sjællænderne har flere førende bær-kommuner, jyderne har kartoffelkommunen, mens Fyn har sat sig tungt på rabarberproduktionen.

Lægger du danske hindbær i indkøbskurven, er der stor sandsynlighed for, at de kommer fra Slagelse Kommune. Kommunen har nemlig det suverænt største areal med hindbær i landet. Faktisk mere end tre gange så stort, som den næste kommune på listen.

Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Sjælland har flere kommuner i front, når det kommer til bær. Nord for hindbærkommunen Slagelse ligger nemlig solbærkommunen Odsherred. Med sine 64 hektar solbær er Odsherred Kommunes solbærareal tre gange så stort som solbærarealet på Samsø, der ellers også er kendt for sin solbærproduktion.

"Tallene kommer fra landmændenes ansøgninger om landbrugsstøtte i 2021, hvor de skal fortælle, hvad de sår på deres marker. Vores private solbærbuske og kartofler fra køkkenhaven tæller altså ikke med i opgørelsen", siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Jesper Loldrup.

Titlen som største kartoffelkommune kan Samsø heller ikke prale med. Den ligger nemlig på fastlandet.

Jysk kartoffelkommune

Over hele 713 hektar breder spisekartoflerne sig faktisk i Billund Kommune. Det er det største areal med kartofler i en enkelt kommune og 200 hektar større end Samsøs kartoffelareal, der kommer ind på en tredjeplads.

Billund Kommune har i øvrigt også blåbærrekorden. Kommunens 29 hektar blåbær udgør mere end en fjerdedel af det samlede blåbærareal i landet. Men en endnu større koncentration af en bestemt sommer-afgrøde finder vi på Fyn.

Fynsk rabarber-dominans 

Skal der dansk rabarber på sommermenuen er Faaborg-Midtfyn Kommune med stor sandsynlighed leverandøren. Her ligger nemlig knap halvdelen af landets samlede areal af rabarbermarker.

Og lægger man hele øens rabarbermarker sammen, kan man for alvor tale om en fynsk rabarber-dominans. Ud af det samlede areal på 77 hektar med rabarber, har Fyn hele 69 hektar.

Faktisk løber Fyn med flere førstepladser. Assens Kommune har det største areal med jordbærmarker og Odense Kommune har det største areal med tomater. Men især jordbærmarkerne er mere jævnt fordelt over hele landet, så det er på rabarberområdet, at øen for alvor dominerer.

 

Faktaboks

Listen herunder viser, hvilken kommune, der har det største samlede areal for de enkelte afgrøder

  • Kartofler, spise- (pakkeri, vejsalg)    Billund Kommune (713 hektar)
  • Tomater    Odense Kommune (3 hektar)
  • Rabarber    Faaborg-Midtfyn Kommune (36 hektar)
  • Jordbær    Assens Komune (70 hektar)
  • Solbær    Odsherred Kommune (64 hektar)
  • Hindbær    Slagelse Kommune (8 hektar)
  • Blåbær    Billund Kommune (29 hektar)
  • Asparges    Faaborg-Midtfyn Kommune (57 hektar)
  • Ærter, konsum    Gulborgsund (522 hektar)
  • Savoykål, spidskål    Assens Kommune (115 hektar)
  • Spinat    Frederikssund Kommune (42 hektar)

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle