Britiske landmænd bekymret over ny handels-deal med Australien

Endnu kendes detaljerne ikke i en ny brexit-aftale om handel med Australien. Landmænd frygter australiens hormoner og kæmpe-landbrug.

En ny handelsaftale indgået mellem Storbritannien og Australien vækker nu bekymrede miner hos de britiske bønder.

Endnu kendes detaljerne ikke i aftalen, som er den første reelt forhandlede aftale, der er kommet på plads, siden premierminister Boris Johnson og resten af nationen løsrev sig fra EU til nytår. 

Men ifølge BBC er landmænd og deres organisationer bekymrede ved udsigterne til, at de britiske politikere har givet plads til øget eksport af landbrugsvarer fra australske producenter. For rammevilkårene for at producere fødevare i de to nationer er så vidt forskellige, at det vil kunne skabe unfair konkurrence, frygter briterne.

Blandt andet må de store australske landbrug - hvoraf et er på størrelse med hele nationen Israel - anvende langt flere væksthormoner, pesticider samt fodermidler end de britiske landmænd.

Og netop eksport af oksekød og lammekød var blandt de australske forhandleres største prioriteter for åbning i den indgåede aftale.

"Begge ministre holdt i løbet af natten et positivt møde og har afklaret udestående problemer i forbindelse med FTA (frihandelsaftalen, red.)", siger handelsminister Dan Tehan ifølge AP.

"Deres aftale er en sejr for jobskabelsen, virksomheder og frihandel, og den viser, hvad to liberale demokratier kan opnå, når de arbejder sammen".

Det australske public service medie ABC nævner, at der netop åbnes for yderligere import af okse- og lammekød samt sukker, men at det vil ske i en periode over 15 år, hvor toldsatser gradvist vil blive lempet. Det bekræftes af Boris Johnson, premierminister fra England.

Aftalen er Storbritanniens første, egenforhandlede aftale efter nationens udtræden af EU. De øvrige aftaler, der er indgået fra Storbritanniens side, har været mere eller mindre kopier af de aftaler, de øvrige nationer i forvejen havde med EU.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle