Cannabis-gigant om ende på forsøgsordning: Ingen grund til panik

Den fire-årige forsøgsordning med medicinsk cannabis i Danmark står til at udløbe i 2021, men danske Canopy Growth ser ingen grund til panik.

Det fremgår ikke af de igangværende forhandlinger af den såkaldte reserve - tidligere kaldet satspuljemidler - at forsøgsordningen med medicinsk cannabis bliver forlænget. Det var ellers penge fra netop de forhandlinger, der i sin tid gjorde forsøgsordningen mulig.

Lige nu er meldingen dog fra flere politiske partier, at der ikke sker mere på området, før en midlertidig evaluering af ordningen ligger klar i november 2020. Både Alternativet og Enhedslisten bakker fortsat op om en forlængelse af forsøgsordningen, skriver Altinget

Der er derfor ingen grund til panik eller forhastede konklusioner, lyder det fra Morten Snede, der er administrerende direktør i Canopy Growth Denmark, der producerer medicinsk cannabis.

"Jeg tolker det ikke så negativt, for lige nu afventer vi evalueringen, som ligger klar til november. Jeg tror også, at hvis forventningen var, at de ikke ville forlænge ordningen, så var der blevet meldt noget konkret ud - der er nemlig mange arbejdspladser og investeringer bundet op på det lige nu", siger Morten Snede.

Ingen penge i kassen

Selvom virksomhederne, der forsøger sig med medicinsk cannabis i Danmark har været i gang siden 2018, har de stadig ikke fået nogle danskproducerede præparater på markedet. Tidligere på året skrev Landbrugsavisen desuden om Canopy Growths egenkapital på -135 millioner kroner.

"Det kommer til at vare ved et stykke tid. Vi skal løbende tilpasse os, så alle er i en læringsfase, og den største regning ligger hos os som producenter, og det har vi hele tiden vidst. Men jeg mener, at det er en god industri i Danmark, fordi vi er stærke på landbrug og farmaceutisk industri", siger Morten Snede. 

En forlængelse af forsøgsordningen er derfor i store træk nødvendig for at Canopy Growht Denmark kan overleve. Hvis ikke ligger der også en mulig løsning i, at selve produktionen er lovlig i Danmark, mens salget sker via eksport. Men i første omgang, afventer de november-evalueringen.

"Vi har som producent bidraget til evalueringen, hvor vi har foreslået, at man forbedrer dataindsamling på området ved at inkludere lægerne mere. Lige nu giver evalueringen ikke mening, fordi der ikke har været reelle præparater eller data at evaluere på", siger Morten Snede.

Produkter klar ved udløb

Hos Schroll Medical, som også producerer medicinsk cannabis, afventer man også i spænding på evalueringen. Selvom der selvfølgelig er en risiko for, at ordningen ikke bliver forlænget, er de fortrøstningsfulde, siger Mariolla Dolleris Schroll, public relations officer:

"Som det ser ud lige nu, ved vi ingenting andet end, at politikerne venter på evalueringen, som skulle have været klar i sommer. Det er ærgerligt med forsinkelsen, for nu er vi tæt på at have produkter klar, mens ordningen står til at udløbe", siger hun.

Schroll Medical har også givet deres bidrag til evalueringen, hvor de især slår ned på uregelmæssigheder mellem udenlandsk og dansk produktion af medicinsk cannabis.

"Lige nu er importerede cannabisprodukter produceret med brug af visse former for pesticider, men det må vi ikke herhjemme. Vi må slet ikke bruge bekæmpelsesmidler, men der er større sundhedsmæssig fare, hvis der er skadelige svampe i planten i stedet for at bekæmpe det forsvarligt", siger Mariolla Dolleris Schroll.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle