Daka hædres som frontløber på bæredygtighed

Døde dyr og rester fra slagterier med mere, som vi kalder affald, ser Daka som værdifulde råvarer, og jo mere virksomheden får ud af dem, des bedre er det for miljø og klima.

Mange kender den karakteristiske Daka-bygning i Løsning ved Hedensted, som man ser, når man drøner forbi på motorvejen.

Det er dog nok de færreste, som forbinder den med bæredygtighed, men det er faktisk noget, virksomheden går meget op i, og torsdag eftermiddag blev Daka hædret af Hedensted Kommune som kommunens mest bæredygtige virksomhed. 

Døde dyr bliver til diesel og foder

Hos Daka ecoMotion bliver animalsk protein og fedt, som udvindes af restprodukter fra slagterier og landbrug, ved hjælp af højteknologiske processer omdannet til foderingredienser og biodiesel.

Når biodieselen blandes med almindelig diesel, ender biodieselen med at være med til at mindske udledningen af CO2, forklarer Daka.

Senest har virksomheden med beplantning på sine udenomsarealer også sat biodiversitet på dagsordenen.

Ifølge Ove Kjærskov Nielsen, formand for Klima & Energirådet i Hedensted Kommune, står Daka som et mønstereksempel på den cirkulære økonomi i kommunen: 

"Hvor vi måske før i tiden her i kommunen ikke var så glade for at blive forbundet med den – på grund af lugtgenerne ved E45 - så er vi i dag stolte over at huse en virksomhed med en for samfundet så værdifuld og nyttig produktion. Og vi nyder på mange måder godt af at have virksomheden liggende i kommunen", sagde han.

Ove Kjærskov Nielsen tænker ikke kun på de 150 job, men også på den overskudsvarme, der strømmer ud i fjernvarmerørene. Affaldet fra kommunens storkøkkener bliver også genanvendt hos Daka ReFood, som indsamler og forbehandler dette til biogasproduktion.

"Vi er glade for, at virksomheden så aktivt tager del i og gerne indgår i en dialog omkring, hvordan vi i Hedensted Kommune kan profilere os på en grøn og bæredygtig profil", siger Ove Kjærskov Nielsen, form. Klima & Energirådet i Hedensted Kommune.

Stolt modtager

Hos Daka Denmark A/S siger forretningsudviklings- og kommunikationsdirektør Per D. Thomsen, at man er stolte over at modtage Hedensted Kommunes anerkendelse som en bæredygtig samarbejdspartner.

"Hos Daka er vores holdning, at alt kan bruges, og intet skal gå til spilde. Samtidig skal det gøres på en sikker og bæredygtig måde, og det er her, vi har vores vigtigste samfundsrolle. Vi har altid været garant for recirkulering af affaldsprodukter fra fødevaresektoren og landbruget. Derfor er vi meget stolte over nu at modtage denne anerkendelse for bæredygtighedsindsatsen, som fylder så meget i vores dagligdag", siger han.

Med prisen, der blev overrakt på kommunens midsommerudgave af nytårskuren 24. juni, fulgte en illustration skabt af Jonas Møller fra virksomheden Zweck.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle