Danish Crown øger slagtningerne i Sverige

Danish Crowns to slagterier i Sverige har øget aktiviteten i 2017 - antallet af svineslagtninger i Sverige har også fremgang.

Hvad Danish Crown ikke formår i Danmark, det er det store danske slagteriselskab i stand til i Sverige: At øge antallet af slagtninger i 2017.

For mens antallet af slagtninger er drattet ned med 5,3 procent på slagterigigantens danske svineslagterier i 2017, tegner det anderledes lyst på det svenske marked.

Fremgang på alle slagterier

Dalsjöfors Slakteri går frem med 1,4 procent flere slagtninger til 330.056 styk. Siden 2014 er fremgangen i antal slagtninger steget næsten ti procent.

Fremgangen i svineslagtninger er endnu større på det andet Danish Crowns slagteri i Sverige KLS Ugglarps, som har afdelinger i Kalmar og Ugglarps. Her er der slagtet 713.151 svin i 2017 svarende til en fremgang på 6,8 procent. Begge afdelinger er dermed kommet stærkt igen, efter slagtningerne i antal faldt fra 2015 til 2016.

Med fremgangen på sine slagterier har Danish Crown øget sine markedsandele.

Nærmeste konkurrent, HK Scans slagteri i Kristianstad, er i 2017 gået 1,5 procent frem, men har kun 725.811 slagtninger.

Ifølge topledelsen i Danish Crown har et tæt samarbejde med kunder og landmænd givet resultater.

»Vores ledelse i Sverige gør langt hen ad vejen det, de har gjort, siden Danish Crown købte KLS Ugglarps. De har et tæt samarbejde med både deres kunder og de svenske landmænd, og derfor evner de konstant at levere en konkurrencedygtig afregning. Samtidig har vi taget vores rådgivningskoncept med over Øresund, og det er faktisk rigtig populært«, siger Jais Valeur, topchef i Danish Crown.

Ambition om yderligere vækst

Trods højere aktivitet på de svenske slagtekæder har det ikke rykket på indtjeningen.

»Indtjeningen i det seneste regnskabsår var på niveau med året før, hvilket er tilfredsstillende«, fremhæver han.

Sverige betragter Danish Crown som et af sine hjemmemarkeder, og ambitionen er at vokse.

»Sverige er et hjemmemarked for Danish Crown, så vi vil gerne vokse. Vi ser et stort potentiale inden for forædlede produkter, hvor vi i 2017 købte virksomheden Charkprodukter i Billesholm«, siger han.

Både organisk vækst og opkøb er mulige fremtidsscenarier.

»Alle muligheder er åbne. Vi har gode muligheder for at vækste gennem vores nuværende set up, men omvendt har vi også øjne og ører åbne i forhold til opkøb på forædlingssiden«, siger Jais Valeur.

Totalt har de svenske slagterier slagtet 2.57 mio. svin og leveret en stigning på 1,7 procent. Til sammenligning præsterede Danish Crowns slagteri i Horsens 4,43 mio. slagtninger i 2017.

Faktaboks

Danish Crown i Sverige

  • Danish Crown har medvind på de sine svenske slagterier.
  • Slagterigiganten købte sig ind i KLS Ugglarps AB i 2007.
  • I 2015 købte KLS Ugglarps Dalsjöfors Slakteri.
  • KLS Ugglarps AB ejer Danish Crown 88 procent af. De sidste 12 procent ejes af to tidligere medejere af Dalsjöfors.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle