Danish Crown med nye mål: Høj merpris og stor vækst - men med måske færre slagtninger

Danish Crown vil også fremover levere 60 øre ekstra til svineproducenterne, lover ny strategi.

Danish Crown vil også de kommende fem år holde fast i målsætningen om at levere 60 øre ekstra per kilo i forhold til de europæiske konkurrenter.

Det slår koncernens formand Erik Bredholt fast i en lancering af ejermålsætningerne, forud for at selve slagteriselskabet og direktør Jais Valeur præsenterer en ny femårig forretningsstrategi på tirsdag.

"Vi vedbliver med at snakke om 60 øre ekstra. Vi nåede i mål med at levere dem og endda godt og vel på det seneste, og det vil vi fastholde", forklarer han til LandbrugsAvisen.

De 60 øre ekstra blev lanceret som et yderst ambitiøst mål i forbindelse med 4WD-strategien i 2015. Dengang præsterede Danish Crown en merafregning på 25 øre i forhold til en række konkurrerende svineproducerende nationer i EU, og målet var altså at øge dette med 60 øre ekstra til i alt 85 øre per kilo senest i 2021.

De første år bakkede andelsselskabet på målsætningen på grund af især britiske udfordringer i forretningen, men siden efteråret 2019 har merprisen været en realitet til selskabets ejere.

For 19/20-regnskabet, der sluttede ved udgangen af september sidste år, var merprisen helt oppe at ringe på 144 øre per kilo.

"Vi er så realistiske, at noget af det er østenvind, eller rygvind fra Kina, om man vil. Det vil ikke vedblive, vi tror, at Kina-rygvinden kan forsvinde i den kommende periode eller trappe af i de kommende år", forklarer formanden.

"De 60 øre er et godt og validt målepunkt, der har været rigtig vigtigt eksternt og internt. Derfor holder vi fast ved det, som det er. Vi har et betydeligt mere konkurrencedygtigt selskab end tidligere, Kina-medvinden er ikke hele forklaringen på vores fremgang".

Klar til måske færre slagtninger

Nu skal målet altså fastholdes på de 60 øre. Derimod er Erik Bredholt indstillet på, at mange års kamp for at fastholde eller øge antallet af danske slagtninger, skal justeres.

Strategien fastsætter ikke et fuldstændig klart måltal for slagtninger, men der er ikke fremgang på programmet for koncernen, der i den seneste strategiperiode er faldet fra 14,5 mio. slagtninger til nu omkring 12,5-13 mio. på årsbasis.

"Vi har et mål om at opretholde niveauet i størrelsesordenen 10-13 mio. slagtninger i Danmark. Der, hvor vi er nu, er der god kapacitetsudnyttelse på slagterierne. Det er ambitiøst at fastholde slagtningerne, for der er en strukturudvikling, hvor der bliver færre landmænd og der samtidig har været investeret for mindre, end nedslidningen har været de senere år", forklarer han.

Når det gælder omsætningen, så skal den dog derimod stige markant.

"Vi forventer, at Danish Crown vil have 10-12 mia. kroner større omsætning om fem år", melder Erik Bredholt og melder, at stigningen især skal komme fra øget værdiforædling af den danske gris.

"Vi har ikke en strategi om en volumenvækst, men en værdivækst. Den danske gris skal blive mere værd", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle