Danish Crown udsat for afpresning -modtog trussel om forgiftning

Rigspolitiet efterforsker flere sager om trusler og afpresning af fødevarevirksomheder. Danish Crown er en af de danske fødevarevirksomheder, der er blevet truet med forgiftning.

Flere danske fødevarevirksomheder har modtaget et brev med et ukendt pulver og trusler om, at man ville få sine produkter forgiftet i supermarkeder, hvis man ikke overfører 300.000 euro i kryptovalutaen bitcoins. Det skriver tv2.dk.

Danish Crown er en af de danske virksomheder, skriver de onsdag morgen i en pressemeddelelse.

Danish Crown blev i begyndelsen af april udsat for et forsøg på afpresning, hvor de ukendte gerningsmænd truede med at forgifte Danish Crowns produkter, hvis ikke der blev betalt en større sum penge.

Sagen blev øjeblikkeligt overgivet til politiet, og siden har Danish Crown været i tæt kontakt med politiet og de relevante myndigheder.

Rigspolitiet har bekræftet, at de efterforsker flere sager, og at der er tale om 'et sundhedsfarligt stof' i brevene. Nikolas Hove beredskabschef hos Fødevarestyrelsen fortæller, at giften er udvundet fra en plante, og at det derfor er en 'naturlig' gift, som ikke er fremstillet i et laboratorium.

Ingen umiddelbar fare

En række fødevarevirksomheder i Europa har ifølge myndighederne modtaget trusselsbreve med samme ordlyd som det, der blev sendt til Danish Crown.

I pressemeddelelsen fra Danish Crown lyder det også, at det er myndighedernes vurdering, at hverken medarbejdere, kunder eller forbrugere hos Danish Crown umiddelbart er i fare.

Samtlige fabrikker i Danish Crown-koncernen er blevet instrueret i at sikre alle adgangsveje og have maksimalt fokus på reglerne for adgang til fabrikkerne. Samtidig har Danish Crown øget den løbende kontrol af adgangskort til fabrikkerne.

Sideløbende har Danish Crown indskærpet vigtigheden af kontrol ved modtagelse af eksempelvis ingredienser og emballager, og så er der tæt dialog med alle leverandører, så vi sammen sikrer de forskellige leverancer bedst muligt.

Opdateret kl. 16:30 med oplysningen om at giften er fra en plante.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle