Danmarksdemokraterne tilfredse med flere penge til udtagningskonsulenter og kommuner

Fra Danmarksdemokraterne er man tilfreds med, at der er sat flere penge af til udtagningskonsulenter og til kommunernes faciliterende indsats. Forud for finanslovsforhandlingerne foreslog partiet selv i et finanslovsforslag, at der skal sættes tempo på udtagningen af lavbundsjord

Der er i aftalen til Finansloven sat flere penge af til både udtagningskonsulenter og til kommunernes faciliterende indsats. Helt præcis er der over de næste tre år afsat 40 millioner til hver af de to tiltag, som har til formål at få sat mere fart på udtagningen af lavbundsjord. 

Og det glæder Danmarksdemokraterne, der før finanslovsforhandlingerne selv offentliggjorde et udspil til finanslov, hvor man netop opfordrede til, at der bliver sat mere fart på udtagningen af lavbundsjord.

- Målet er, at der skal udtages 100.000 hektar lavbundsjord inden 2030, men der har vi den udfordring, at der ligger rigtig meget i kø, men der er simpelthen for få konsulenter, der kan hjælpe med at få sat skub på udtagning af lavbundsjord, som både hjælper vandmiljøet, men også hjælper på den CO2-dagsorden, der lige kører på landbruget, siger Dennis Flydtkjær, finansordfører for Danmarksdemokraterne.

Helt præcis bliver der i finansloven afsat 15 millioner kroner hver år i 2024 og 2025 til udtagningskonsulenterne. I 2026 bliver der afsat yderligere 10 millioner kroner. Det samme bliver afsat til kommunernes faciliterende indsats.

- Så vi har fået løftet det her ind i aftalen, selvfølgelig fordi det er vigtigt, men også for at vise, at der er en anden vej end at indføre CO2-afgifter på landbruget. Man kan gøre andre ting, som er ret effektive, men også skånsomme over for erhvervet, siger Dennis Flydtkjær.

Han fortæller, at det kan lyde som små beløb, som ikke fylder meget i den samlede finanslov.

- Men for dem, der sidder med det her, der er det ret meget, og har stor betydning, siger Dennis Flydtkjær.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle