Danskerne skal tælle myg og fluer på bilernes forruder

Tæl de kvaste insekter på forruden eller sæt et net på taget af bilen. To danske projekter skal undersøge, hvordan insekterne har det i Danmark.

Danskerne kan i den kommende sommer deltage i to optællinger af insekter i landskabet.

Det sker efter rapporter om dramatiske tilbagegange for både insekter og fugle herhjemme og i vores nabolande.

Det skriver DOF’s medlemsblad Fugle & Natur.

En tysk undersøgelse har vist, at tætheden af flyvende insekter i en række tyske naturområder er faldet med over 70 procent de sidste 40 år.

I den kommende sommer kan danske naturvenner så være med til at indsamle ny viden om insekternes situation i Danmark, og dermed finde ud af, om det står lige så slemt til med fødegrundlaget for insektædende fugle i det danske sommerland, skriver Fugle & Natur.

To tælle-projekter

To forskellige projekter inviterer borgerne til at bidrage med indsamling af insekt-data til videnskaben.

»Insektmobilen« er et forskningsprojekt under Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, som er støttet af Aage V. Jensen Naturfond. Formålet er at undersøge biodiversiteten af flyvende insekter i Danmark.

Net på taget af bilen

Projektet kører i 2018 og 2019, og målet er at mindst 300 frivillige landet over vil samle flyvende insekter med store net, som kan monteres på taget af en almindelig bil.

»De frivilliges opgave er at indsamle insekterne ved at køre med nettet på taget af deres bil«, siger lektor Anders P. Tøttrup fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, som er en af forskerne bag projektet.

De indsamlede insekter sendes til specialister på universitet, som står for bestemmelsen af de enkelte arter«, siger Anders P. Tøttrup til Fugle & Natur.

Når de enkelte insektarter registreres, får man indblik i tilstanden på de naturtyper, som insekterne er indsamlet i.

Tæl mærkerne på forruden

Et andet projekt, som sigter mod at tælle antallet af flyvende insekter, er »insectcount.dk.«

Det starter i dette forår og er organiseret af den danske biolog og forsker Anders Pape Møller, som er professor på Université Paris-Sud i Frankrig.

Her kan danskerne melde sig som frivillige til at tælle døde insekter på bilens forrude. Når insekterne kolliderer med og dræbes mod forruden, efterlader de et mærke på glasset.

Ved at optælle mærker på bilernes forruder, kan man derfor få et brugbart mål for insekttætheder i landskabet.

Anders Pape Møller har studeret landsvaler siden 1971 og insekter som svalers føde siden 1996. Ved at tælle døde insekter på bilers forruder i Nordjylland har han konstateret en tilbagegang på 70 procent fra 1996 til 2017.

»Så store reduktioner i antallet af insekter antyder, at insektædende fugle vil have fødemangel i yngletiden,« siger Anders Pape Møller.

Vil man være med i den sidste undersøgelse, kan man skrive til:

Anders.moller@u-psud.fr

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle