De vil levere Danmarks reneste mælk

Astronomisk celletal fik knockout på bare ét år.

At fire millioner kg mælk på bare 12 måneder kan skifte kvalitet fra noget nær ubrugelig til ypperste kvalitet, er Stieneke og Boudewijn Ijdema et soleklart bevis på.

Da de overtog Fruerlund med 380 køer ved Kjellerup 1. november 2014, var celletallet 450.000, og listen af køer inficeret med yverlidelsen Staph. aureus var alenlang. Et år senere er celletallet reduceret til 118.000, og langt færre køer har Staph. aureus.

»Jeg har egentlig aldrig tvivlet på, at det var muligt at reducere celletallet så kraftigt. Med de rette midler, motivation og arbejdstid kan det lade sig gøre,« fortæller Stieneke Ijdema, som har en fortid i det hollandske NoorderlandMelk, som indkøber og sælger mælk videre til mejerier.

Procedure for alle detaljer

Netop NoorderlandMelk har i flere år arbejdet med at forbedre mælkekvaliteten hos leverandørerne. Daglig overvågning af mælkekvaliteten fra hver ko var et af virkemidlerne, som løftede kvaliteten af den indvejede mælk.

Tiltaget har også vist sit værd på Fruerlund, hvor en investering i Lelys mælkekvalitetsmåler ’T4C Smart Sampling’ har gjort det let at udpege de køer, som har akutte problemer med mastitis.

Overvågning gør dog ikke arbejdet alene. Sammen med dyrlægen har parret udarbejdet standardprocedurer, så tilfælde af mastitis altid håndteres ens.

Sideløbende deltager parret i Them Mejeris staldskole, hvis mål er at sænke celletallet i den indvejede mælk til 100.000.

Specifikke behandlinger

Foruden et lavere celletal og færre yverlidelser er medicinforbruget også faldet.

Et varmeskab til at dyrke mælkeprøver i har givet parret et langt bedre overblik over de bakterier, som florerer i stalden. Nogle er behandlingskrævende. Hos andre er behandling nyttesløs, for bakterien forsvinder hurtigt igen.

»Vi kan nu sætte langt mere målrettet ind med behandlinger på de køer, hvor behandlingen nytter,« fortæller Boudewijn.

Den løbende overvågning af mælkekvaliteten afslører også de såkaldte kronikere, hvor yverlidelserne aldrig forsvinder.

»Selvfølgelig behandler vi en kroniker, hvis den er akut syg. Men hvis behandlingen er nytteløs, flyttes koen til et hold, hvor vi har samlet problemkøerne og kronikerne, som vi malker fra til kalvene. Herfra går der kun køer til slagtning,« lyder parrets barske, men effektive strategi.

»Vi har sat alt ind for at få styr på mælkekvaliteten det seneste års tid. Når det er så slemt, som det vi startede med, så er der kun at rydde op. For os handler det om at levere den reneste mælk. Det er bedst for os, køerne og mejeriet,« slår parret fast.

Faktaboks

  • Stieneke og Boudewijn Ijdema 
  • Fruerlund, Kjellerup
  • 280 køer med årlig produktion af fire millioner kg mælk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle