Det er nødvendigt at gå forrest

Når de danske griseproducenter på eget initiativ indfører krav om bedøvelse af smågrise før kastration i 2018, så ligner det isoleret set en dårlig forretning. Ekstra udgifter, men ingen umiddelbar positiv effekt på bundlinjen, vil nogle tænke.

Sådan hænger tingene dog slet ikke sammen, vurderer Erik Larsen. Formanden for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion ser derimod fordele for branchen ved at gå foran, sætte nye initiativer i gang og samarbejde bredt.

»Dansk landbrug har altid været karakteriseret ved, at vi er innovative og går nye veje i forhold til at lave ordentlige produkter med høj fødevaresikkerhed under gode forhold for dyrene. Det er simpelthen en del af vores brand på de udenlandske markeder. Derfor er der forretningsmæssig værdi i at gå forrest og være de bedste – også selv om vi ikke i første omgang ser udbyttet af investeringerne på indtjeningen«, siger Erik Larsen.

»Når vi udvikler ny know how, som kan sættes ind i produktionen, så får vi altså ikke bare et produktionsmæssigt forspring fra konkurrenterne. Det bidrager samtidigt til at cementere fortællingen om den høje danske kvalitet på eksportmarkederne. Og det bon’er ud på bundlinjen«.

Holdningen deles af slagterierne. Kunderne stiller i stigende grad krav om lokalbedøvelse ved kastration, og her skal danske svineproducenter kunne levere.

Af samme årsag skal grisebranchen holde fast i at udvikle samarbejder med for eksempel organisationer, der arbejder med dyrevelfærd, ligesom det er vigtigt at lave handlingsplaner sammen med myndighederne. Og så skal man fortælle om indsatserne. Derfor går Landbrug & Fødevarer torsdag ud med store annoncer i de landsdækkende medier, hvor man fortæller om det nye krav om bedøvelse ved kastration.

»Vi skal hele tiden udvikle vores produktion og være klar til at imødekomme forbrugernes ønsker og samfundets forventninger til os. Det gør vi efter min mening bedst ved at tænke i brede samarbejder. I den sammenhæng er vores store investeringer i at udvikle ny viden om alle områder af produktionen også meget værdifuld«, vurderer Erik Larsen.

Han ser ikke noget levedygtigt alternativ til selv at være i front med at udvikle produktionen med hensyn til velfærd og bæredygtighed.

»Jo stærkere vi er på faglig viden og indsigt, desto bedre mulighed har vi for at få gennemført realistiske og pragmatiske løsninger. Hvis vi slækker på gassen og lukker os om os selv, så mister vi indflydelse på rammerne for vores arbejde, og det kan kun skade os«, fastslår Erik Larsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle