DLG efter Trump-aftale: Vi vil ikke købe flere amerikanske sojabønner

De amerikanske sojaproducenter, der hører til blandt Trumps kernevælgere, har været nødlidende under handelskrigen, siden Kina indførte tariffer på 25 pct. på amerikanske sojabønner.

Danmarks største grovvareselskab DLG kommer formentlig ikke til at skrue op for importen af amerikanske sojabønner.

Det står dog i kontrast til Donald Trumps udmelding onsdag, hvor han annoncerede, at EU nu ville begynde at importere flere amerikanske sojabønner som led i handelsaftalen mellem USA og EU.

De store importører i EU har nemlig allerede i forvejen skruet op for importan fra USA, hvor konsekvenserne af Trumps handelskrig har betydet, at prisen på amerikansk soja er faldet kraftigt.

Det skriver Dagbladet Børsen.

"Vi køber jo det, der er billigst, og de amerikanske sojabønner er de billigste, man kan købe i dag, så jeg tror ikke, det ændrer noget. Vi kommer ikke til at købe flere amerikanske sojabønner, end vi gør allerede," siger Jesper Westmark Andersen, vicekoncerndirektør for råvarer i DLG, til avisen.

Den verserende handelskrig blev stoppet onsdag, hvor EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker og Trump blev enige om at stoppe en eskalering og arbejde mod at fjerne toldsatser igen. Derudover skal EU øge importan af amerikansk flydende naturgas og sojabønner.

 De amerikanske sojaproducenter, der hører til blandt Trumps kernevælgere, har været nødlidende under handelskrigen, siden Kina indførte tariffer på 25 pct. på amerikanske sojabønner som modsvar på Trumps tiltag.

Den blev tidligere på ugen afhjulpet, da Trump annoncerede en håndsrækning på 12 mia. dollar til landmænd, der er blevet ramt af handelskrigen.

Imens er kineserne - der i et normalt år importerer 35 mio. ton sojabønner fra USA - i stedet gået på opkøb i både Sydamerika og Canada, hvor priserne nu stiger, mens priserne falder i USA. Kineserne er samtidig begyndt at skifte til andre proteinkilder.

"Vi bliver selvfølgelig påvirket af det, for det ændrer de handelsmønstre, der normalt er i markedet. Det er ikke længere markederne, der styrer det - nu er det politikerne," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle