DMI: Der kommer kun halvt så meget regn i maj, som der plejer

Vi er gået ind i en tør uge, hvor vi først får regn i slutningen af weekenden. Resten af måneden lover også kun halvt så meget regn som normalt.

Maj bliver en del mere tør, end vi ellers er vant til, og vi starter ud med en uge uden vand, lyder det fra Erik Hansen, meteorolog i DMI.

"Der kommer ikke en dråbe nedbør hele ugen. Men frem mod weekenden kommer der kold luft nedover os, og vi kan igen begynde at få byger - nogle af dem er endda med slud og hagl i nattetimerne", siger Erik Hansen.

I løbet af den tørre uge får vi en del sol og temperaturer på op mod 16 grader. Lørdag eftermiddag falder graderne dog til omkring 10 grader. De køligere temperaturer, slud og hagl i weekenden giver også anledning til nattefrost lørdag omkring frysepunktet.

Halvdelen af normal vandmængde

I starten af næste uge fortsætter nattefrosten mandag, tirsdag og onsdag med temperaturer ned til minus 2 grader. På grund af et højtryk fra Skotland og et lavtryk fra Finland bliver det generelt en køligere uge, som mest af alt er solrig og tør. 

"Der kommer en dag med regn i løbet af ugen med en nedbørsmængde på 60-80 procent af det normale. Det vil sige, at der knapt kommer 8-10 mm regn", siger Martin Lindberg, langtidsmeteorolog i DMI.

Nattefrosten skulle gerne aftage halvvejs hen på måneden, hvor nattetemperaturen vil ligge på mellem tre og otte graders varme, siger langtidsmeteorologen. Der er kun en meget lille risiko for frost, men Martin Lindberg satser på varmen.

Den minimale mængde regn fortsætter dog måneden ud.

"Nedbørsmængden for maj er i gennemsnittet 55 mm, men det ser ud til kun at blive halvdelen af den normale mængde", siger Martin Lindberg.

De tørstige marker må derfor i stedet læne sig op ad et spinkelt håb om at få mere regn i den sidste uge af maj, hvor usikkerheden stadig er stor. Måske forbliver vejret tørt, og måske får vi kraftig regn, siger langtidsmeteorologen.

"Vi ender nok i omegnen af 35 mm regn på landsplan for måneden med mulighed for yderligere 10 mm på grund af usikkerhed for uge 22. Det ser ud til, at vi får flere svage fronter med regn syd fra. Det er dog stadig usikkert", siger Martin Lindberg.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle