DMI melder om våd start på juli

De varme solskinstimer holder pause ugen ud, og er i stedet afløst af køligere vejr og rigelige mængder regn til hele landet.

Høsten er så småt gået i gang rundt omkring ude i det danske land, men inden, der kan høstes videre i tørvejr, får vi en del regnskyl, som varer ugen ud.

"Ugen kommer til at stå i vestenvindens tegn, og det er hverken helt varmt eller helt koldt. Der er perioder med byger og regn, og hvis vi tæller fra i nat og frem til mandag falder der 15-30 mm regn og lokalt 30-50 mm", siger vagtchef i DMI, Jesper Eriksen.

Solen titter frem i ganske korte glimt i dag tirsdag og onsdag, men det er skyerne, der dominerer. Skyerne kommer også med byger, der har udsving i mængderne af nedbør.

"Fredag forventer vi i dagtimerne, at det holder tørt, og hen på eftermiddagen og aftenen kommer der regn ind fra vest, som primært falder i Jylland", siger vagtchefen.

Weekenden bliver dog vådt i vådt med byger og regn fordelt over hele landet. Temperaturerne kommer i runde tal til at ligge på 15-20 grader, så der kommer hverken meget varme eller hedebølge. 

Nattetemperaturerne kommer primært til at ligge på 10-15 grader, pånær natten til fredag, hvor den kan falde helt ned til 7-8 grader.

Juli byder på generelt dansk sommervejr

Et kig frem i den kommende måned viser, at solen kommer til at bryde mere frem fra skyerne og temperaturen når generelt op på 25 grader.

Ifølge Lisette Grenbom, langtidsmeteorolog ved DMI, får temperaturen dog et kortvarrigt dyk ned til 17 grader i uge 28 på grund af en nordvestlig strømning. Ellers er vinden svag fra nord eller øst med mere tørt vejr, der temperaturmæssigt siger sommer.

"Vejret begynder at blive mere stabilt fra uge 28 med overvejende højtrykspræget vejr med plads til svage fronter og byger. Der falder under normal mængde nedbør med risiko for lokale afvigelser. Det bliver en smule køligt i starten af uge 28 og lidt mere normale sommer-temperaturer i uge 29.  Generelt ser jeg normalt dansk sommervejr med drivende skyer og sol", siger Lisette Grenbom, langtidsmeteorolog i DMI.

I uge 30 bliver vejret mere usikkert, hvor det både kan blive normalt dansk sommervejr, eller der kan komme varme fra syd, som enten munder ud i meget varmt vejr eller torden og byger. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle