Droner redder tyske rådyr fra landbrugsmaskiner

Droner med varmesøgende kameraer har reddet tusindvis af rådyr fra at blive maltrakteret af landbrugsmaskiner.

Tyskland har reddet op mod 6000 rådyr ved at investere i droner, som afslører dyr skjult på markerne. Det siger landbrugsminister Julia Klöckner.

"Rådyr gemmer sig ofte i højt græs for at undgå rovdyr. De er vanskelige at få øje på, og derfor anvendes der nu droner, som skal gennemsøge markerne, før landmændene kommer med landbrugsmaskinerne", siger ministeren til regionale aviser i netværket Redaktionsnetzwerk Deutschland.

Der bliver hvert år dræbt tusindvis af dyr i forbindelse græsslåning og markarbejde.

Den føderale regering i Berlin har støttet programmet med droneflyvningerne, hvor varmesøgende kameraer spotter rådyrene.

"Takket være midler fra landbrugsministeriet er der nu taget 200 droner i brug for at redde dyrene. Indtil nu er næsten 6000 rålam reddet".

Det siger ministeren om programmet, som blev iværksat i marts med tre millioner euro (omkring 22,3 millioner kroner).

Rålam kan normalt ikke ses med det blotte øje. Når dyrene mærker overhængende fare, forsøger de ikke at løbe væk, men ligger ubevægelige og trykker sig fladt ned mod jorden.

År efter år er tusindvis af rålam blevet slået ihjel eller blevet såret, når græsarealer er blevet slået. Nu kan de blive opdaget i tide og bringes i sikkerhed.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle