Dyrlæger kalder til demonstration mod ny EU-forordning

De nye EU-regler for veterinære lægemidler, der kan resultere i en stigning i forbruget, får nu dyrlæger til at indkalde til demonstration tirsdag foran Christiansborg.

Den nye EU-forordning, der trådte i kraft 28. januar, får nu en gruppe dyrlæger til at indkalde til demonstration foran Christiansborg tirsdag eftermiddag.

De nye EU-regler betyder, at dyrlæger fremover skal følge beskrivelsen i lægemidlers godkendelse (indlægsseddel) helt eksakt. Dermed må man ikke afvige fra produktresuméets anvisninger i forhold til hverken dosis eller behandlingsperiode. 

Og det vil altså ifølge dyrlægerne føre til, at medicinforbruget kommer til at stige i Danmark.

Fra arrangørerne, lyder det i en pressemeddelelse i forbindelse med demonstrationen, at lovgivningen tilsyneladende er lavet med det formål at nedbringe antibiotikaforbruget i Sydeuropa.

Men i Nordeuropa, hvor antibiotikaforbruget i forvejen er lavt, vil de nye regler afstedkomme et højere antibiotikaforbrug. 

Til Landbrugsavisen tør dyrlæge Karina Hou Larsen, der er den ene af to dyrlæger, der har taget initiativ til demonstrationen, ikke gætte på, hvor mange der tirsdag dukker op til demonstrationen.

"Men jeg tror faktisk, at det bliver stort".

"Jeg har anmeldt, at der kommer mellem 100 og 500, men jeg må indrømme, at det her har også grebet lidt mere om sig, end jeg egentlig havde tænkt", siger hun.

Hun fortæller, at Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen har givet tilsagn om at komme ned på pladsen for at modtage de underskrifter, som dyrlægerne har indsamlet mod den nye EU-forordning.

"Vi er oppe på 33.000 nu", siger hun.

Dansk Folkepartis nyvalgte formand Morten Messerschmidt har også givet tilsagn om at komme og tale, fortæller hun. Desuden har flere medier vist interesse for sagen, fortæller hun.

Fra Karina Hou Larsen, der har specialiseret sig i heste, lyder det, at selvom man længe har været bekendt med, at den nye EU-forordning var på vej, så var det først for ganske nylig, man blev opmærksom på, hvordan Fødevarestyrelsen ville tolke reglerne.

"Den her forordning blev jo vedtaget i 2018, men den danske tolkning fra Fødevarestyrelsen lå først endeligt klar i sidste uge. Og der er jo åbenbart ikke blevet lyttet nok i EU til de indvendinger, som vi er kommet med fra Danmark".

"Vi vil have en dispensation. Ellers så skal vi som dyrlæger stå og jokke os selv over tæerne hver gang", siger Karina Hou Larsen.

Hun fortæller, at de nye regler kan tvinge dyrlægerne til at udskrive medicinen på én måde, men i praksis samtidig rådgive kunder om, at de skal give medicinen på en anden måde.

"Og det er jo ikke holdbart i praksis", siger Karina Hou Larsen.

Demonstrationen er sat til at starte klokken 15.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle