E-sport på dyrskue skal samle generationerne

For andet år i træk kan man opleve danmarksmesterskabet i Farming Simulator på Roskilde Dyrskue, og det er noget, som generationerne kan samles om, fortæller medarrangøren af begivenheden.

Mellem udstillingskvæg, hesteshow og traktortræk er der opstillet computerskærme, mus og tastaturer på halmballer. Her kan unge som gamle prøve kræfter med computerspillet Farming Simulator, eller man kan opleve, hvordan det ser ud, når der konkurreres om at blive danmarksmester i spillet.

En af arrangørerne bag er esportsforeningen Sørby E-sport, hvor formand Mark Kristensen glæder sig over opbakningen til arrangementet. Ifølge ham adskiller Farming Simulator sig nemlig fra andre e-sportsgrene, da det er noget, som flere aldersgrupper kan samles om.

- Det kan flytte den generationskløft, som der er i alle andre computerspil. Lige pludselig er det de gamle, der lærer de unge at spille computer. Fordi de kan lære dem om maskinerne, traktorerne, harver og ballepressere, siger Mark Kristensen.

Virtuelle baller giver point

I spillet konkurrerer to hold af tre personer i at få afleveret så mange halmballer som muligt på et kvarter. Det kræver, at man får høstet sine afgrøder og presset det om til baller med sin traktortrukne ballepresser. Derefter skal ballerne transporteres til et bestemt punkt i spillet, hvor der gives point for hver afleverede balle.

På turneringsniveau er der omkring 130-140 mennesker, der spiller Farming Simulator, og til DM i år forventer man, at der kommer omkring mellem otte og ti hold, som hver består af tre personer, fortæller Mark Kristensen fra Sørby Esport.

Guldkandidaterne er klar

Storfavoritterne til at tage guldet i år, er de forsvarende mestre fra 2022 Team Charlie, og holdkaptajn Søren ’Charlie’ Mortensen er da også klar til at påtage sig favoritrollen. Sammen med sine holdkammerater bruger han en stor del af sin hverdag på at træne sig i spillet. Selv når han ikke spiller, fylder Farming Simulator.

- Vi gør hvad vi kan. Vi har holdt fast i at træne mindst en gang om ugen, men vi sidder jo ikke kun og træner. Jeg har sommetider siddet og set timelange videoer for at se på strategier, og hvad vi kunne gøre anderledes, fortæller Søren Mortensen.

Man kan opleve Team Charlie i aktion i e-sportsteltet, hvor de deltager i DM i Farming Simulator, som foregår lørdag og søndag mellem klokken 10 og 18. Førstepræmien er 15.000 kroner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle