Ellemann-Jensen til landmænd: Pas på hvad I siger

Uheldige udtalelser fra landmænd skader landbruget og politikernes mulighed for at gøre noget for dem.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen havde kontante råd med til tilhørerne, da flere hundrede landmænd troppede op til møde hos VKST mandag aften. Det som ministeren ikke synes, landmænd skal sige, er:

Kvælstof skader ikke natur og miljø

Tørke gør, at vi bør afskaffe pesticidafgiften

Alle dyr, der vokser og producerer har det godt

”Det er nok ikke nogen herinde, der siger det, men dem, der gør, siger det meget højt. Det nytter ikke at sige sådan, for så skader man sin egen sag", siger han.

Jakob Ellemann-Jensen vil gerne være med til at tale rammevilkår, men advarer mod, at man blander tingene sammen.

”Den goodwill, der er opstået fra befolkningen og Christiansborg, kan gå tabt, hvis man giver det et ekstra vrid på skruen”, siger han.

Samtidig mener han, at der skal arbejdes for at aflive myter i befolkningen om landbruget. Nemlig:

Landbruget ødelægger miljø og natur

Landbruget er en dårlig forretning for Danmark

Landmænd blæser på dyrevelfærd

”Det er ikke rimeligt at sige sådan. De myter skal vi pande ned. Landbruget er blandt de mest miljø- og klimavenlige landbrug i verden og har de højeste standarder for dyrevelfærd. Men hvis danskerne tror på de myter, skal man passe på ikke at hjælpe dem på vej”, lød hans råd.

Mange landmænd har vist stor skuffelse over den tørkepakke, som regeringen, S og DF skruede sammen, men Jakob Ellemann-Jensen følte tydeligvis, at det er uretfærdigt.

”Vi har slidt en vis legemsdel ud af bukserne siden vi kom til. Vi har fået tæsk for det og to eller i hvert fald halvanden minister i min stol er smidt ud. Der er stadig meget, vi skal gøre noget ved og forenkle, og det glæder jeg mig til at fortsætte med, og jeg tror faktisk ikke, der er mange, der ønsker sig tilbage til tiden før 2015.

Mødet var arrangeret af de østdanske landbo- og familielandbrugsforeninger i samarbejde med Landbrug & Fødevarer.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle