Etisk råd i krig med oksebøffen

Af Villum Christensen, MF (LA), klima- og energiordfører.

Etisk Råd har indkaldt hele tre folketingsudvalg til et møde i Fællessalen d.3. maj for at diskutere rådets forslag om indførelse af klimaafgift på forbrug af oksekød.

Ifølge oplægget skulle begrundelsen være den, at der bør ske samfundsmæssig regulering, fordi man ved at spise kød bidrager til klimaforandringer, som kan være med til at skade andre mennesker. Et stort flertal i rådet mener således, at danskerne er etisk forpligtet til at ændre kostvaner. Man starter med oksekød, men senere er det ønsket at lægge afgift på alle fødevare efter klimabelastning, fremgår det af oplægget.

Det kunne være interessant at få belyst, hvad det er for en videnskabelig litteratur, Etisk Råd baserer deres bekymringer på. Det kunne også være interessant at få belyst, hvad man mener med at »skade andre«, al den stund at et varmere klima vil resultere i markant færre dødsfald end et koldere klima, ligesom det forekommer veldokumenteret, at der i store dele af verden - bl.a. på vores egne breddegrader - er udsigt til betydelige fordele for fødevareproduktionen, hvis det bliver lidt varmere, frem for lidt koldere.

Nej, jeg tror bestemt ikke det er en uproblematisk vej at gå, hvis man udbreder »etik«-begrebet til også at blande sig i, hvad vi som danskere skal putte i munden. Den konference kan man godt spare sig.

Og hvem i al verden vil stille sig op på en ølkasse og argumentere for, at det skulle gøre nogen som helst forskel på klimaet, om danskerne spiser 10 pct. mindre oksekød eller ej. Det vil kræve en meget modig formand.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle